ARTIKLER


Forbrugerne skades af EU-dom

EU-domstolen har fastslået, at Danmark ikke må gå videre i beskyttelse af forbrugerne end et EU-direktiv. Det har skabt politisk strid.
Af Sven Skovmand
6. juli 2010

En dom fra EU-domstolen i Luxembourg har endnu en gang vist, at domstolen ønsker at gå videre end de beslutninger, der træffes af politikerne i EU.

Det drejer sig om et direktiv fra 2005 om urimelig handelspraksis, der umiddelbart burde beskytte forbrugerne. Men Domstolen har valgt at fortolke direktivet på en sådan måde, at det fastsætter grænserne for, hvor meget forbrugerne må beskyttes. Og det kan få uheldig betydning for de danske forbrugere.

Det oplyses af Politiken i en artikel den 9. juni 2010 »EU åbner for den forbudte markedsføring«.

EU-direktivet omfatter nemlig 31 eksempler på uheldig markedsføring, og EU-Domstolen har i to domme fastslået, at ingen lande må indføre regler, som går ud over disse 31 eksempler.

Ifølge avisen vil dommene gøre det umuligt at forhindre salg af rabatkuponer, som et enigt folketing er modstander af – fordi forbrugerne får vanskeligt ved at se, hvad der er den reelle pris.

Men ifølge lektor Jan Trzaskowski på CBS Handelshøjskolen i København kan dommene også betyde, at man må lade være med at forbyde aggressiv markedsføring mod børn og unge og stille krav til butikkerne om, at det ved alle varer klart skal fremgå, hvad priserne er.

Sov man i timen?

I en anden artikel »Politisk sjusk eller fusk i kuponsag« oplyser Politiken i øvrigt, at regeringen ikke gjorde opmærksom på problemerne i 2005, og at den ikke søgte at forhindre, at direktivet blev vedtaget.

»Nogen har ikke gjort deres arbejde godt nok,« siger SF's ordfører i EU-sager og forbrugerspørgsmål, Pia Olsen Dyhr, mens Colette Brix fra Dansk Folkeparti udtrykker sig endnu skarpere.

»Jeg har aldrig oplevet noget lignende i alle de år, jeg har siddet i Erhvervsudvalget. Om der er sket sjusk eller fejl ved jeg ikke, men embedsværket skylder en forklaring, og jeg håber, den er god,« siger hun til avisen.