ARTIKLER


I EU lever kvinder i frygt

Kommentar af Britta Thomsen fra Socialdemokratiet om kvindernes situation i EU.
Af Britta Thomsen
30. april 2010

Nogle gange er det hårdt at sidde i Europa-Parlamentet. Ikke på grund af arbejdspresset eller de anstrengende ture frem og tilbage mellem Bruxelles og Strasbourg. Men på grund af dage som den 16. marts 2010, hvor en bulgarsk kvinde besøgte parlamentet og vi hørte hendes historie. Vi hørte om, hvordan hendes voldelige eksmand havde kastet syre i ansigtet på hende. I dag er hun blind på det ene øje og skaldet. Og eksmanden? Ja, han havde såmænd bare fået en bøde, så han forfølger hende flittigt endnu.

Anledningen var en debat i Europa-Parlamentet om vold mod kvinder i forlængelse af Kvindernes Internationale Kampdag. Selvom jeg i mit arbejde i ligestillingsudvalget dagligt beskæftiger mig med vold mod kvinder og konstant konfronteres med uhyggelige voldsstatistikker, så chokeres jeg lige meget hver gang. Når debattører som Asger Aamund og Anne Sophia Hermansen påstår, at der ikke længere er behov for en international kampdag for kvinder, så synes jeg, de skulle prøve at forklare det til de 28.000 danske kvinder, der hvert år udsættes for vold fra deres partner.

I Europa-Parlamentet er vi heldigvis enige om, at der er tale om et overgreb på helt fundamentale menneskerettigheder, når hver fjerde kvinde i EU udsættes for vold. Derfor har vi fra ligestillingsudvalgets side bedt Kommissionen om hurtigst muligt at fremlægge en plan for EU’s politik til bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder. Hver dag lever millioner af kvinder i frygt for deres voldsforbrydere, og deres fremtid afhænger af, om vi får skabt nogle fælles standarder i EU for beskyttelse af ofrene og passende straffe for voldsmændene. I dag er det helt tydeligt, at nogle lande tager problemet mere alvorligt end andre. Som de eneste i EU har spanierne oprettet et statsligt voldsobservatorium, der hvert år bl.a. skal aflægge rapport om udviklingen af den kønsrelaterede vold og løbende opdatere den bedst tænkelige strategi for bekæmpelse af volden, baseret på den nyeste forskning. Lad os støtte det spanske formandskabs initiativ for at få oprettet et fælles voldsobservatorium i EU til gavn for alle Europas kvinder. Vores inaktivitet er bogstaveligt talt et slag i ansigtet på de kvinder, der er ofre for mænds vold.