ARTIKLER


Langt fra virkeligheden

Den fælles flygtningepolitik i EU er slet ikke fælles. Og den handler om færre og færre flygtninge.
Af Staffan Dahllöf
28. december 2010

Der er 43 millioner mennesker på flugt i verden. Af dem søgte ca. 260.000 sidste år asyl i Europa. 1.376 fik opholdstilladelse i Danmark.

»Man skulle prøve at finde de rigtige proportioner i debatten,« siger Andreas Kamm, generalsekretær i frivilligorganisationen Dansk Flygtningehjælp.

»EU's politik er krakeleret, i værste fald braser den helt sammen,« vurderer han.

På den ene side producerer Kommissionen, som er EU's daglige ledelse, en lind strøm af nye lovforslag på asyl- og flygtningeområdet. Forslagene går næsten alle ud på, at styrke flygtninges status og rettigheder. Men de forslag tager medlemslandenes regeringer – ikke kun den danske – i større og større grad afstand fra.

Grækenland står alene

Samtidig er det blevet vanskeligere for flygtninge overhovedet at komme til Europa og ansøge om asyl.

De fælles EU-regler, som er trådt i kraft, og dem som Kommissionen vil lave om på, vedrører færre mennesker end tidligere.

Andreas Kamm ser to grunde til, at det hele skrider:

* Vedtagne beslutninger føres ikke ud i livet.

* Medlemslandene har ingen interesse i at hjælpe hinanden.

»Der opstår et voksende gab mellem de politiske planer og landenes vilje til at implementere, det man faktisk er blevet enige om.

Grækenland producerer nu mange tusinde papirløse immigranter, fordi man ikke magter en tilstrømning på 100.000 mennesker om året, og fordi man står alene med den udfordring.«