Libyen lukker døren til Europa

Antallet af bådflygtninge fra Syd, der ankommer til Europa er styrtdykket. En aftale mellem Italien og Libyen har næsten lukket en af dørene mellem Europa og Afrika.
Af Páll Helgi Hannesson
28. december 2010

Billedet af afrikanske bådflygtninge, som i tusindtal søger over Middelhavet mod Europa i miserable fartøjer, har længe været et dramatisk symbol på fattigdom i Syd og flugten mod Nord. Men i det seneste år er der sket et markant fald i antallet af »illegale grænseoverskridelser«.

I havet nord for de libyske farvande blev kun 150 forsøg opdaget i de første tre måneder af 2010, ifølge EU's grænseagentur Frontex. Det skal sammenlignes med 5.200 opdagelser i de første 3 måneder af 2009 og 1.500 tilfælde i de sidste tre måneder af 2009. At tallet altså er faldet som en sten siden midten af 2009, skyldes en aftale mellem Italien og Libyen, som trådte i kraft i maj 2009. Nu har også EU efter lang tids forhandlinger indgået en aftale med Libyen, og det er ikke uproblematisk, siger Amnesty International.

Italien betaler grænsekontrol

Aftalen mellem Libyen og Italien blev indgået i august 2008 som en del af en større samarbejdsaftale, hvor samarbejde mod illegal immigration var et vigtigt element. Udover en aftale om at styrke kontrollen ved Libyens grænser på land – med økonomisk bistand fra Italien og EU – har landene også lavet en aftale om overvågning på havet. Et formål Italien har leveret udstyr til at opfylde.

Og Italien lægger stor vægt på den del af samarbejdet. Da 471 mennesker, blev sendt tilbage til Libyen (i italienske skibe) i de første dage af maj 2009, beskrev Italiens indenrigsminister Maroni operationerne som «en historisk succes«.

På kant med konventioner

Tilbagesendelse er en hjørnesten i aftalen. Migranter, der kommer fra Libyen, bliver uden videre sendt tilbage af Italien, og her opstår et problem under international ret. Libyen har nemlig ikke så gode kort på hånden, hvad angår internationale konventioner.

Landet har nemlig ikke underskrevet Genève-konventionen om flygtninge, har intet nationalt asylsystem og er ofte blevet anklaget for alvorlig vold mod immigranter. FN's flygtningehøjkommissariat, UNHCR, blev endda i juni 2010 beordret til at lukke deres operationer i Libyen af myndighederne.

Samme dag havde UNHCR udtrykt bekymring på et pressemøde, fordi italienske og maltesiske myndigheder ikke havde reageret på et nødsignal fra en synkende båd med tyve eritreiske flygtninge om bord. Der gik 24 timer før båden blev opbragt af en libysk patruljebåd, selvom båden befandt sig i Maltas farvand. Episoden forklarer den varme maltesiske støtte til aftalen mellem Libyen og Italien. Den er en måde at imødegå migration til øen.

Omkostningen er, at flygtninges rettigheder tilsidesættes. Meget tyder nemlig på, at mange af dem som søger til Italien i princippet har en ret til at gøre det. I 2008, søgte 75% af dem, som kom til Italien ad søvejen om asyl, og af dem fik 50% international beskyttelse af en eller anden type. I dag når de fleste end ikke den italienske kyst.

EU-aftale trods overgreb

Kritik af denne art afvises af de italienske myndigheder, som mener at tilbagesendelserne er berettigede. Men menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch har skarpt kritiseret Italien og Malta for denne praksis, som de mener er i strid med både Genèvekonventionen om flygtninge og med torturkonventionen, der forbyder udvisning af mennesker til et land, hvor der er fare for at de bliver tortureret eller udsat for anden umenneskelig behandling.

Til trods for de problemer har også EU taget skridt til et tættere samarbejde med Libyen på området. EU har, fremgår det af Kommissionens Country Strategy Paper and National Indicative Programme støttet Libyen i migrationssager, siden EU løftede sine sanktioner imod Libyen i 2004.

EU har givet Libyen finansiel og teknisk assistance via det såkaldte Aeneas-program allerede i 2004, og senere via »Asylum and Migration« program til projekter om grænsekontrolsamarbejde mellem Libyen og Niger. Det kan også læses i ovennævnte rapport at Kommissionen overvejer at give yderligere ca. 150 millioner kroner inden for migrationsområdet til Libyen.

Uklar aftale

Og nu er brikkerne ved at falde helt på plads i forhandlingerne mellem EU og Libyen.

Den 5. oktober 2010 underskrev EU-Kommissionen og Libyen en aftale om «migrationssamarbejde«, hvor EU skal hjælpe Libyen med grænsekontrol med en bred vifte af midler.

Ved underskrivelsen af den nye aftale udtalte EU-kommissær Cecilia Malmström:

»Det er mit mål at sætte beskyttelsen af grundlæggende rettigheder for alle involveret i migration og asylproblemer i centrum for vores bestræbelser i forholdet til Libyen. Dagsordenen for samarbejdet vil sætte os i stand til at fremme initiativer, der sigter mod en bedre beskyttelse og hjælp til at sikre migranter og flygtninges rettigheder.«

Hvad det præcist indebærer er dog ikke tydeligt. Aftalen har allerede været kritiseret for at være »uklar« af Amnesty International, som mener, at det ikke er til at vide, hvad EU egentlig har underskrevet.

»Aftalen nævner blandt andet et samarbejde om byrden fra anerkendte flygtninge og afviste asylansøgere, men der står ikke noget om, hvad det indebærer,« siger Annelise Baldaccini fra Amnesty International til EUObserver.com.

Spørgsmålet er derfor om EU – som Italien – kan komme til at vægte ønsket om at holde Afrikas fattige væk fra EU's grænser højere end forpligtelserne under internationale konventioner om flygtninges rettigheder.