ARTIKLER


Parlamentet får ny stor bygning i Luxembourg

EU-Parlamentet vil i 2016 få en ny stor bygning i Luxembourg til sin administration. Samtidig rives den nuværende bygning ned
Af Sven Skovmand
16. december 2010

Projektet skønnes i alt at koste cirka 7,5 milliarder kroner, oplyser den britiske avis Sunday Times 14.11.2010.

Bygningen skal bruges til at huse Parlamentets administrative medarbejdere, herunder oversættere. Da en stor del af disse medarbejdere hovedsageligt arbejder i Bruxelles, vil Parlamentet få øget sine udgifter til diæter og rejseomkostninger, samtidig med at endnu mere skriftligt materiale skal flyttes fra Luxembourg til Bruxelles og Strasbourg.

Opførelsen af bygningen er derfor ikke rationel. Men ifølge Rom-traktaten har Parlamentet sit hovedsæde i Luxembourg, ligesom Strasbourg ifølge Amsterdam-traktaten skal have 12 årlige møder i Parlamentet. Derfor har det indtil nu været umuligt at samle alle Parlamentets funktioner og møder i Bruxelles, hvad hovedparten af Parlamentets medlemmer ønsker.