ARTIKLER


Patientdirektivet stemt ned

Forslaget til fælles regler for patienter som søger behandling i et andet EU-land, er faldet på gulvet.
Af Staffan Dahllöf
5. januar 2010

Det omdiskuterede direktiv om patientrettigheder kunne ikke samle det fornødne flertal blandt medlemslandene i Ministerrådet på et møde i Bruxelles den 1. december.

Forslaget faldt fordi der var et blokerende mindretal fra lande som ikke betaler offentlig erstatning til behandling på privathospitaler. Men det ville de blive nødt til at gøre for behandling i et andet land end deres eget, hvis direktivforslaget var blevet gennemført.

Det svenske formandskab i Ministerrådet mente ikke at det var muligt at lave en undtagelse for privat behandling på grund af tidligere afgørelser i EU-domstolen.

Snæver afvisning

»Vi kunne ikke vedtage et direktiv som direkte ville blive afvist af Domstolen,« sagde den ansvarlige svenske minister Göran Hägglund efter rådsmødet.

Den svenske nyhedsside Europaportalen.se oplyser at nej-stemmerne kom fra Spanien, Rumænien, Polen, Grækenland og Portugal.

Disse fem lande har til sammen 92 stemmer af totalt 345 i Ministerrådet, hvor der kræves 91 stemmer til et blokerende mindretal. Ifølge andre oplysninger til NOTAT manglede der derimod 9 stemmer for at få direktivforslaget vedtaget.

Hvis forslaget til gengæld skulle behandles efter de nye stemmeregler i Lissabon-traktaten som træder i kraft i 2014 (eventuelt først 2017), ville det være blevet godkendt.

Ifølge Lissabon-traktaten skal et blokerende mindretal i Ministerrådet repræsentere 35 procent af EU’s samlede befolkning. De fem nej-sigere til patientdirektivet når kun op på 25,6 procent.

På gulvet

Spanien overtager EU’s formandskab efter nytår og var blandt nej-sigerne. Derfor er det tvivlsomt om der foreløbig sker mere med forslaget.

En mulighed er at Kommissionen omarbejder sit forslag sådan at processen kan starte forfra fra et delvist nyt udgangspunkt. Men da den kommende Kommission først ventes at tiltræde den 1. februar næste år, vil det alternativ også tage sin tid.

Foreløbig bliver forslaget til patientdirektiv derfor liggende på gulvet og venter på at nogen med den formelle kompetence eventuelt vil tage det op igen, eller på at det endegyldigt bliver fejet til side og smidt væk.

(NOTAT fra december 2009 havde tema om patientdirektivet.)