NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Hvem skriver forslagene til lov i EU?
Det gør Kommissionen!
Men før Kommissionen sender et forslag til politisk behandling, har de højeste embedsmænd i EU diskuteret, hvad der er klogt og uklogt med rådgivere af forskellig art. Og da Kommissionen ikke har en masse eksperter ansat, drager de ud i byen for at finde dem. Og der er et mønster i udvælgelsen, som er værd at hæfte sig ved: Rådgiverne er tit ansat i private virksomheder med økonomiske interesser i den slags lovgivning, de skal rådgive Kommissionen om.
Kommissionens eneret til at udforme og fremsætte lovforslag i EU er et mægtigt privilegium. At fremsætte et forslag er at sætte dagsordenen for debatten. I sidste ende er det ganske vist politikerne i Ministerrådet og i Parlamentet, der skal vedtage forslaget, men rammerne for, hvad de kan vedtage sættes op allerede i den indledende fase.
Derfor er det væsentligt, at en lang række centrale ekspertgrupper, som er blevet undersøgt i den senere tid, har vist sig at være delvist eller helt domineret af repræsentanter for erhvervslivet.
Eller hvis Kommissionen vil lave nye regler for bankerne, og kun inviterer bankfolk til at rådgive?
Der sker det, at eksperterne svarer som de nu bedst kan, men altid inden for rammerne af deres egen virksomheds interesser. At tro andet er naivt. Og det kan blive et problem for EU-reglerne i samme øjeblik de rådgivere tildeles en vigtig rolle. Når der er ringe eller ingen repræsentation af interesser uden for erhvervslivet, risikerer lovforslagene at blive enøjede og tilsidesætte andre samfundshensyn end erhvervslivet. Det er der friske eksempler på.
Rådgiverne er forsamlet i »ekspertgrupper«, som har mange forskellige roller. Nogle kommer med indstillinger om fordeling af pengebeløb, andre er en slags diskussionsklubber, endnu andre kommer med forslag til, hvordan Kommissionens lovforslag skal se ud.
De fleste ekspertgrupper består af embedsmænd. Derefter er repræsentanter for erhvervslivet den mest repræsenterede gruppe.
– Kun Kommissionen kan fremsætte lovforslag i EU. At påvirke Kommissionen er at være med til at sætte dagsordenen. Og kan en ekspertgruppe overbevise Kommissionen om at et bestemt forslag ikke skal fremsættes, så er der ingen der fremsætter det.
- Når et forslag er stillet kan det ændres. Men det er vanskeligt at ændre det til noget, der er væsensforskelligt fra udgangspunktet. Oftest vedtages de næsten uforandret.