Stille! Formanden taler!

I begyndelsen af september foregik »en historisk begivenhed« i EU-Parlamentet i Strasbourg. For første gang skulle der i bedste amerikanske stil holdes en tale om Unionens tilstand.

Talen skulle holdes af Kommissionens formand, og det skabte bekymring hos visse folk i systemet. Formændene for de politiske grupper i Parlamentet frygtede, at den historiske tale skulle holdes for en halvtom sal. Derfor traf de den interessante beslutning, at politikerne skulle trækkes i deres diæter, hvis de ikke overværede talen. Og for at de ikke skulle have mulighed for at sive i løbet af talen og den efterfølgende debat, besluttede man, at de skulle kontrolleres hele tre gange i løbet af talen!

Sådan kom det dog ikke til at gå. For tasterne på medlemmernes computere glødede.

Og vupti, lige så hurtigt som beslutningen om at udstede bøder til fraværende politikere var taget, lige så hurtigt blev den trukket tilbage igen, og det var nok meget fornuftigt. Ikke fordi det ikke hænder, at Europa-Parlamentet i Bruxelles-miljøet til tider opfattes som en flok (uvorne) børn. Men derfra er der trods alt ret langt til ligefrem at behandle dem som sådanne. Ikke mindst når der nu rent faktisk er tale om de eneste, der er direkte valgt til deres poster i EU.

Selve talen? En udvej kunne herefter være, at Kommissionens formand holdt en tale, der var så spændende, at folk alene af den grund valgte at blive i salen. Men det gjorde han ikke. Talen imponerede på ingen måde, ganske som de fleste havde forventet. Det mest underholdende indlæg i debatten kom fra den britiske enfant terrible, Nigel Farrage. Hans indlæg opsummerede kort og effektivt mange EU-kritikeres holdning: Aldrig før har Unionen været så magtfuld, og aldrig har den været så upopulær.

(Euromanden skriver anonymt til NOTAT om livet i EU-institutionerne. Skribentens identitet er redaktionen bekendt.)