Ud af reservatet, ind på forsiden

Europæiske medier er en død sild, men de nationale medier kan være med til at løfte EU op på den plads, unionen fortjener. Som noget der skaber debat og engagement på samme måde som national politik
Af Kenneth Haar
30. november 2010

»Der er et demokratisk underskud i EU på grund af andre underskud, især medieunderskuddet.«

Det budskab har den græske medieforsker Sophia Kaitatzi-Whitlock rejst rundt i Europa med i flere år. Og efter hendes mening ligger det første store skridt i den rigtige retning lige for:

»Det demokratiske underskud vil ikke forsvinde før der er fundet en løsning på dét problem, og løsningen er en europæisk tv-kanal,« sagde hun på en konference i 2006.

Sådan en kanal skal bringe borgerne i dialog indbyrdes, og i dialog med beslutningstagerne i EU, og således skulle det demokratiske underskud være på vej ud af billedet. En europæisk »offentlighed«, europæiske medier, kan skabe den forbindelse mellem beslutningstagerne og borgerne, som ikke findes i dag, mener hun.

Den tror Mark Ørsten, medieforsker og studieleder på uddannelsen i journalistik på Roskilde Universitet, ikke på.

»Der er ingen europæisk offentlighed, og jeg tror ikke på, vi får én. Det er et ideelt projekt, som ikke kan realiseres.«

Han er enig i, at medierne har en vigtig rolle at spille i samfundet, og at nedprioriteringen af EU er et demokratisk problem, men hans svar er ikke europæiske medier:

»Min tilgang er mere realpolitisk. Jeg mener, det er gennem europæiseringen af de nationale medier, den offentlige debat om EU må udfolde sig.«

Et debatunderskud

Mark Ørsten er en af ganske få medieforskere i Danmark, som har arbejdet med mediernes behandling af EU gennem mange år. Han deler heller ikke Kaitazi-Whitlocks idé om EU-institutionernes demokratiske underskud, men der er andre minusser på området.

»Der er jo delte meninger om det demokratiske underskud, om det eksisterer og hvordan det ser ud. Men et tydeligt eksempel på underskud, er den dalende stemmeprocent ved Europa-Parlamentsvalgene. Og så er der fraværet af løbende EU-debat.«

Det fravær burde medierne opfatte som deres opgave at gøre noget ved, men selvom EU vitterlig er i medierne dagligt, er det ikke det samme som at løfte debatten og engagementet.

EU i reservat

Nok er EU i medierne, men den plads, stoffet om unionen er placeret på, vidner for Mark Ørsten om at målgruppen er snæver, og at redaktørerne ikke tror, det er noget, der optager folk i almindelighed.

»EU-debatten foregår i reservater. Den foregår i erhvervssektionerne og under udlandsstoffet.«

Europæiske forhold får derimod ikke lov til at sprede sig ud over forsiderne eller andre centrale dele af avisen, og dermed skubber medierne yderligere til en nedadgående spiral.

»EU får ikke lov til at sætte en dagsorden. Medierne iscenesætter ikke en debat om, hvad Danmark vil med det europæiske projekt. Det er ikke noget, vi taler om,« siger han.

Medierne i demokratiet

Selvom medierne ikke kan trække en EU-debat op helt alene, er der nogle muligheder, der bevidst ikke bliver brugt.

»Medierne kan ikke løfte debatten selv. Hvis der ikke er en befolkning, som er parat til at engagere sig, og hvis der ikke er nogle politikere, som vil gøre EU til et politisk spørgsmål, så er medierne magtesløse. Men de kan sagtens gøre noget af egen kraft.«

For Mark Ørsten er det vigtigt at pointere den centrale rolle medierne spiller i et demokrati: Som »civilt forum«, hvor borgerne kan deltage i udveksling af synspunkter og informationer. Som »mobiliserende agent«, som antænder politisk interesse og deltagelse. Og endelig som den berømte fjerde statsmagt, som afdækker magtmisbrug, og er borgernes forsvarer over for myndighederne.

Men de opgaver bliver ikke rigtig løftet på EU-området.

Danmark i særklasse

Skal Danmark sammenlignes med andre lande omkring os, ser det ellers ikke så skidt ud. En stikprøve fra en enkelt uge viser, at EU-dækningen i danske aviser er lige så omfattende som i svenske, norske og finske aviser tilsammen.

»Ifølge mine undersøgelser er niveauet i Danmark ret højt i forhold til lande, vi sammenligner os med, f.eks. Sverige. Det er der to grunde til. For det første har vi været med i EU længe, og det har givet os nogle traditioner og erfarne journalister på området. For det andet har Danmark en større økonomisk interesse i EU end lande som Sverige. Det europæiske marked er simpelthen vigtigere for Danmark, og derfor er der også mere EU-stof i f.eks. erhvervssektionerne,« vurderer Mark Ørsten.

Så tæller man artikler, er Danmark nærmest i særklasse. Men det er ikke engagerende journalistik, og ikke møntet på at få den store debat om det europæiske projekt til at lette. Store begivenheder kan få medierne til at rykke massivt ind, men når det er slut, ender festen hurtigt.

»Der er mange udenlandske forskere, som peger på vores mange folkeafstemninger som en vigtig årsag til, at debatten er mere omfattende i Danmark end i andre lande. Men problemet er, at lige så snart en afstemning er overstået, så forsvinder EU ud af mediebilledet. Og det er afspejlet i flere undersøgelser, at danskerne faktisk ikke ved særlig meget om EU.«

Tilbage til det nationale

Udviklingen i mediebilledet går på den måde ikke jævnt fremad og op, og der er ingen grund til at tro, at fordi EU bliver mere vigtig, så bliver også medierne og debatten europæiseret:

»I 2004 konkluderede jeg og en anden i en undersøgelse, at vi dér havde haft den første europæiske valgkamp. Der var en reel diskussion om forskellige modeller for EUís udvikling. Men i 2009 var det helt fraværende, og i stedet fik vi en valgkamp, hvor de mest kendte ansigter fra national politik, f.eks. Jens Rohde og Morten Messerschmidt, havde fordelen,« siger han.

Og ligesom mange politikere, har medieforskerne fået en del overraskelser i de senere år, der har flyttet opfattelsen af, hvor langt europæiseringen af folks bevidsthed er nået, eller hvad den består i.

»En europæisk offentlighed er ikke noget, der støt opbygges. Efter det franske og det hollandske nej til forfatningen måtte mange indse, at noget havde ændret sig,« siger Mark Ørsten.

For ham tyder den slags begivenheder på, at der er en stærkere grundlæggende tendens til en orientering mod det nationale, der er stærkere end tidligere antaget.