ARTIKLER


Vi er alle mistænkte

Tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) mener at overvågning og registrering har taget overhånd. Borgernes rettigheder fejes til side, og det bliver terrorbekæmpelsen ikke mere effektiv af. Tværtimod.
Af Kenneth Haar
30. april 2010

Den 25. december 2009 forsøgte den 23-årige nigerianer Umar Farouk Abdulmutallab at udløse en bombe i et fly, der gjorde sig klar til landing i Detroit, USA. Han rejste sig nervøst op og fumlede med sine underbukser, som han havde syet en højeksplosiv væske ind i. Nogle høje knald og lidt røg alarmerede medpassagererne, og han blev overmandet. En katastrofe var undgået.

Det viste sig hurtigt, at Abdulmutallab var kendt af myndighederne. Hans egen far havde advaret den amerikanske ambassade i Nigeria en måned tidligere, og en sag var blevet oprettet. Alligevel fik afrikaneren ikke særlig opmærksomhed, da han steg ombord i flyet fra Amsterdam til Detroit.

Spørgsmålet på alles læber i dagene efter det fejlslagne attentat var: Hvordan kunne han nå så langt? Er registrering og overvågning for at undgå terrorisme ikke omfattende nok?

Mistænksomhedskulturen

Tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) Hans Jørgen Bonnichsen er ikke i tvivl. Kontrollen af borgerne er tværtimod for omfattende. Siden 11. september 2001 har både USA og EU opbygget et gigantisk overvågningssystem. Et væld af registre om rejser, økonomiske transaktioner, holdninger, og mange andre oplysninger om borgerne, er opstået, og mængden af informationer er enorm. Så stor, at opmærksomheden om dem, der er særligt interessante – som Abdulmutallab – er blevet svækket, og oplysningerne om dem er som nåle i en høstak.

I Hans Jørgen Bonnichsens øjne viser historien, at terrorbekæmpelsen ikke er effektiv. Og så er der en anden pris: Den massive overvågning og registrering fører til tab af rettigheder for almindelige borgere.

»Problemet er, at mistanken bliver bredt ud over os alle sammen. I stedet for at overvåge netop dem, det handler om, bliver vi alle sammen overvåget. Dermed skabes en mistillids- og mistænksomhedskultur. Og når tilliden aftager i et samfund bliver resultatet stærkere social desintegration med isolerede og ængstelig mennesker«, siger Hans Jørgen Bonnichsen til NOTAT, og fortsætter:

»Det handler om mangel på frihed. Et helt afgørende træk ved os mennesker er, at vi som udgangspunkt har retten til selv at bestemme, hvordan vi vil leve vort liv, og hvordan og med hvem vi vil dele vore informationer. Vi er ved at miste retten til denne frihed, og vi har ingen muligheder for at rette i oplysningerne, hvis de er forkerte«.

Frygten som argument

Det er politikerne, som har mistet grebet, mener Bonnichsen – også de danske politikere.

Efter hans opfattelse er Danmark ét af de lande med stolte traditioner for retssikkerhed, som nu er faldet på gulvet.

»Tanken om privatlivets fred bliver mere og mere illusorisk. Vi er faldet til patten i Danmark, og accepterer en masse, vi burde være skeptiske overfor. Politikerne har brugt frygten som et trumfkort, der fejer alle saglige argumenter af bordet.«

Sagligheden er især røget fløjten i EU, mener Bonnichsen, der ellers synes det begyndte så godt med politisamarbejdet under Schengen-aftalen i midten af 90'erne:

»Schengen-systemet var anderledes end det, vi ser i dag. Under Schengen er det personer der har gjort sig fortjent til at blive registreret – og under Schengen er der strenge databeskyttelsesregler, i modsætning til de mange registre, der vedtages i dag, der omfatter alle.«

Retssikkerhed først

Bonnichsen efterlyser bl.a. beskyttelse af kilder, af privatlivets fred, og en stærk og effektiv kontrol af en uafhængig myndighed. Og så bør der være mulighed for at klage over registreringerne. De hensyn er ikke på plads i nutidens regler om overvågning og registrering. Intet af dette er tilstrækkeligt sikret i dag, og derfor gyser Hans Jørgen Bonnichsen ved tanken om et omfattende fælles register for de europæiske politikorps, der har været under overvejelse siden midten af 90'erne.

»Der er meget forskellige traditioner for efterretningsarbejde i Europa. Og der er lande i Europa, som jeg ville være mere påpasselige med at dele personfølsomme oplysninger med, end andre og bestemt ikke hvis det var efterretninger, der jo ikke er fastslåede kendsgerninger, som f.eks. en fældende dom. Der er meget stor praktisk forskellighed, og sikkerhedsrisikoen ved at lade informationerne flyde frit mellem landene er i øjeblikket simpelthen for stor.«

Lyspunkter

Selvom Hans Jørgen Bonnichsen er oppe mod en stærk tendens, mener han der også er bevægelse i modsat retning.

»Der er bestemt lyspunkter. Der er f.eks. Europa-Parlamentets markante afvisning af de amerikanske myndigheders fortsatte ret til at følge med i vore pengetransmissioner via det såkaldte SWIFT-system. Og så er der historien om datalogningsdirektivet, der fører til indsamling af svimlende mængder data om os alle sammen. Gennemførelsen af dét direktiv er netop blevet underkendt ved den tyske forfatningsdomstol. Så der er lyspunkter, og der er eksempler på civil courage, der peger vejen frem,« slutter den tidligere chef for PET.

Heller ikke fingeraftryk er utvetydige.

Fire bomber. I Madrid i marts 2004 blev 191 mennesker dræbt og op mod 2.000 såret efter en serie attentater. Begivenheden førte til en international klapjagt på de ansvarlige, også i USA, hvor et fingeraftryk på en detonator blev afgørende for efterforskningen. I juni samme år trængte FBI ind på advokaten Brandon Mayfields kontor i Portland i staten Oregon, og siden i hans hjem, hvor de foretog ransagninger. Mayfield blev anholdt, og sat i fængsel, fordi hans fingeraftryk, ifølge FBI, matchede aftrykket fra Madrid.

Efter to uger måtte FBI løslade Mayfield og beklage hændelsen. Det var nu fastslået ved nærmere undersøgelse, at fingeraftrykket ikke var identisk med advokatens.

Mayfield mener selv han blev mistænkeliggjort, fordi han er konverteret fra kristendom til islam. I november 2006, to år efter, blev han tilkendt en erstatning på 2 millioner dollars.