NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I sin seneste bog kaster Einar Már Guðmundsson sig over finansfyrsterne i Island. Men det finanspolitiske eventyr var kun en afspejling af den politik der kommer fra EU, mener den islandske forfatter, som ikke er i tvivl om hvor han vil sætte sit kryds, hvis det kommer til en afstemning om medlemskab af EU.
»Jeg og mange andre ved, at vi vil sige nej, men vi var parate til at lade dem få en aftale, alene for at kunne snakke om noget andet. Det var blevet ligesom en alkoholisk tvangstanke. De sagde EU til alle spørgsmål. De snakkede ikke om andet, så den eneste udvej var, at lade dem komme tilbage med en aftale, og så tage en afstemning.«
Ordene kommer fra den islandske forfatter Einar Már Guðmundsson, som NOTAT mødte i København i slutningen af februar.
Han er sur på de islandske socialdemokrater. De erobrede regeringsmagten sidste år sammen med Venstrepartiet - de Grønne, efter at vælgerne massivt stemte de gamle politikere ud af Altinget. Men ifølge Guðmundsson er der ingen, der tager den nye regering alvorligt, og når der ikke har rejst sig en folkestorm mod beslutningen om at sende en optagelsesansøgning til EU, er det simpelthen fordi det var den eneste måde til at få socialdemokraterne til at 'holde kæft'.
»Vi får bare at vide, at vi skal være med i EU. Men der mangler en debat om hvad EU betyder. Hvorfor skal vi ind eller ikke ind? Er det af kulturelle eller økonomiske grunde? Er det for at forandre EU, eller skal EU forandre os?«, spørger han.
Samtidig mistænker han regeringen for at have en skjult dagsorden:
»Jeg tror også det er udtryk for, at Socialdemokraterne har opgivet at få landet til at køre, og derfor vil de lade nogen andre tage ansvaret.«
Sidste år gik Einar Már Guðmundsson til frontalangreb på de islandske finansfyrster og nyliberale politikere med bogen Hvidbogen. Krisen på Island. Her spidder han såvel 'ekspansionsvikingerne' som de velbetalte politikere, der med privatiseringer og økonomisk liberalisering skabte det finanseventyr som endte i et totalkollaps, og hvor almindelige islændinge nu betaler for oprydningen. Bogen var et stilbrud med tidligere værker. I en række kapitler fletter han egne oplevelser sammen med litterære udfoldelser og politiske krav til 'et nyt økonomisk system'.
»Fortællekunsten finder altid nye veje. Det er bare en måde at udtrykke sig på hvor man går ind i en ikke-fiktiv virkelighed, som alligevel er meget fiktiv. Man behøver næsten ikke lyve i disse dage,« siger han med et bredt grin.
»Jeg har altid set litteraturen som et samfundsengagement, en slags tolkning af virkeligheden, og en anden slags tolkning end den officielle. Men jeg går også derhen hvor vinden fører mig,« tilføjer han.
'Vinden' var de folkelige protester mod de islandske finansspekulanter som førte til regeringens fald i januar 2009.
»Det dukker op, du ved, i disse tider, hvor der kræves aktivitet, så kommer det politiske tilbage, men det har altid været der, bare på en anden måde. Alle har jo vidst, at jeg er venstreorienteret med anarkistiske sympatier, en gammel trotskist og punker, men kun ganske få har afvist bogen som noget gammelkommunistisk sludder. Først og fremmest har folk sagt: Du skriver det, som jeg tænker.«
I februar 2010 meddelte EU-Kommissionen, at betingelserne for at starte forhandlinger om islandsk medlemskab var opfyldt. Hvis det hele kører på skinner, kan islændingene stemme om medlemskab om lidt over et år.
»Jeg oplever det både som ja og nej. Ja til at være med i Europa, men nej til det system, som er bygget op,« siger Guðmundsson om sit nej ved en kommende folkeafstemning.
For Einar Már Guðmundsson handler det ikke så meget om ja eller nej til EU, men mere om hvad EU står for. De perioder hvor det er gået bedst for Island og for den islandske kultur, er de tidspunkter hvor Island har været knyttet tættest til Europa, understreger han.
»Det afhænger af den politik, som bliver ført. Der har været gode sociale forslag og sociale pakker, men i den sidste tid har det været finanslivets EU. Jeg ønsker en styring af finanslivet, men EU har skabt grundlaget for at finanskapitalen kan flyde frit uden nogen kontrol.«
Et af socialdemokraternes vigtigste argumenter for at komme med i EU er at det vil give billigere fødevarer. Men det er ikke et argument som Einar Már Guðmundsson anerkender.
»Man glemmer hvorfor priserne er så lave. For eksempel at en tredjedel af frugt og grønt kommer fra områder som Almeria i Spanien, hvor der bruges meget sprøjtegift og hvor man arbejder under slavelignende forhold. Her har du en modsætning, hvor det bliver svært for socialdemokraterne i krisetider. De har glemt den sociale solidaritet og de forhold der arbejdes under.«
Til gengæld kunne Island selv producere gode produkter i drivhuse, mener han. Men det kræver, at det er drivhusbønderne, og ikke som nu storindustrien, som får billig elektricitet.
At et medlemskab af EU skulle kunne redde Island fra fremtidige økonomiske kriser er heller ikke et argument, som bider på ham. Også i EU-lande som Grækenland, Ungarn og de baltiske lande er der jo krise. Det er ikke EU som sådan, men selve systemet, der er årsagen, mener han.
Grundlaget for den økonomiske eventyrpolitik blev lagt af Tony Blairs nyliberale politik og ambitioner for den britiske finansverden, mener han:
»Alle de dårlige regler eller mangel på regler har deres oprindelse i City i London, hvor Gordon Brown var hovedideolog som finansminister. City skulle i konkurrence med Wall Street, og det betød at alle disse finansielle galninge blev en realitet i hele Europa. Den islandske økonomi er mere konsekvensen af dette end den er årsagen.«
»Jeg er tilhænger af et velfærdssystem og social lighed, og jeg vil også gerne se private virksomheder, men vi må få tøjlet de finansielle galninge. Historien om Islands økonomi viser os tydeligt, hvor gale de er, og hvor galt det kan gå« slutter Einar Már Guðmundsson.
Einar Már Guðmundsson (1954) regnes for en af de største nulevende islandske forfattere.
Har skrevet romaner, digte, noveller og essays. Han slog igennem med trilogien Ridderne af den Runde Trappe (1984) Vingeslag i Tagrenden (1986) Regndråbernes Epilog (1988) om drenges opvækst i Reykjavik. Romanen Universets Engle (1993) fik Nordisk Råds litteraturpris i 1995.
I 2009 kom essaysamlingen Hvidbogen. Krisen på Island, som er et anklageskrift mod finansfyrster og nyliberale politikere, der berigede sig selv, samtidig med at de førte den islandske økonomi ud i en afgrundsdyb krise.