De glemte noget efter finanskrisen

SIDSTE UDKALD. I løbet af de kommende måneder skal EU's Ministerråd tage stilling til, om der skal indføres en skat på alle handler med værdipapirer. I juli fremlægger Kommissionen en rapport, som vil vurdere, om det er en god idé eller ej at opkræve en lillebitte skat hver eneste gang, der handles på finansmarkedet. En skat, der af tilhængere kaldes en "Robin Hood skat", fordi den kan bruges til at omfordele penge fra finanssektoren til  f.eks. u-landsbistand og velfærd. Men alt tyder på, at Kommissionen ikke vil udtrykke begejstring i rapporten, og det ærgrer flere eksperter. Reformerne af finansmarkederne siden den store krise i 2008 har nemlig været mangelfuld.

Slappe reformer
Stephan Schulmeister, lektor i økonomi ved Wiens Universitet afviser helt, at EU har opnået noget af betydning siden krisen.
»Når nogen hævder, at EU allerede er nået langt med reformerne af finansmarkederne er det lodret forkert. Der er f.eks. intet gjort for at hæmme spekulationen i medlemslandenes obligationer, og det har haft alvorlige konsekvenser for f.eks. Grækenland og Portugal. Og i øjeblikket ser vi, hvordan spekulation er med til at drive priserne på fødevarer op. Den samlede handel med spekulative papirer på globalt plan ligger i dag langt over niveauet, da krisen brød løs i 2008,« siger han.
Schulmeister medgiver, at flere af de vedtagne reformer vil føre til større gennemsigtighed, »men det hjælper ikke meget, at markedet er mere gennemskueligt, hvis man ikke har ordentlige redskaber til at gøre noget ved de problemer, man får øje på«, pointerer han.

For store banker
Helt så negativ er Sony Kapoor ikke. Han er direktør for Re-Define, en tænketank for reform af finansmarkederne, og har en fortid i adskillige finansvirksomheder, herunder Lehman Brothers - den amerikanske investeringsbank, der gik fallit i september 2008 og skød den mest dramatiske fase af finanskrisen i gang.
»En del er gået i den rigtige retning. Problemet er, at det de har gjort ikke er nok, at det er gået for langsomt, og at de har prioriteret de forkerte områder«, siger han. Efter hans mening er der gjort en del for at sikre, at vi ikke får en krise igen med helt de samme kendetegn - et kollaps på ejendomsmarkedet efterfulgt af bankkollaps. Der er strammet op på sikkerheden, men ikke så meget, som han havde håbet:
»Det er en stor fejl, at der ikke er grebet ind over for banker, der er blevet så store, at det er for farligt for alle, hvis de går under. De burde splittes op i en fart. Men det kommer ikke til at ske lige foreløbigt,« siger Sony Kapoor, der mener det delvist skyldes bankernes formidable evne til at lave lobbyarbejde, og så skyldes det nationale interesser:
»Tyskerne har Deutsche Bank, franskmændene har BNP Paribas, Spanierne har BBVA og så videre. Alle store EU-lande har deres flagskibe i bankverdenen, som de forsøger at beskytte og styrke. Derfor er de veget uden om at splitte dem op.«

Skadeligt for rigtig økonomi
Men vigtigst for Sony Kapoor er det, at anledningen ikke er grebet til at gå mere fundamentalt til værks.
»De glemte helt at stille sig selv det afgørende spørgsmål: Hvad er det for et finansielt system, vi vil have? Gennem de seneste par årtier har vi opbygget et finansmarked, som fordeler ressourcerne forkert. Det er et system, der skader den produktive økonomi. Og i modsætning til det, der hævdes og som mange siger var meningen med det, så er det ikke et system, som neutraliserer risici, men som skaber dem.«
Stephan Schulmeister er enig:
»Det er et stort problem, at verdensøkonomien er blevet så domineret af finanssektoren. Svimlende beløb bliver investeret i værdipapirer, og det skader den produktive økonomi - realøkonomien,« siger han.
»Der skabes ekstreme former for spekulation, som har en skadelig virkning på realøkonomien. Der er skabt et system, hvor f.eks. aktier sælges og købes i manisk tempo, og hvor investorerne knap ved, hvad de sætter penge i. Den model, hvor investeringer byggede på valg på baggrund af viden om virkelige forhold, er brudt sammen. I stedet har vi fået et system, hvor finansinvesteringer er til for deres egen skyld,« fortsætter Sony Kapoor.

Skattens fordele
Hvilken type reformer skal der så til?
Sony Kapoor er tilhænger af en skat på finanstransaktioner, som han ser en lang række fordele i. En skat vil skabe større gennemsigtighed på markedet, den vil begrænse højfrekvenshandler (lynhurtige køb eller salg), og så er det en form for beskatning, der rammer præcist, mener han:
»Den er et uvurderligt supplement til beskatning af bankers overskud, og den indebærer en progressiv beskatning, der rammer de store spillere mest.«
Han mener dog ikke, skatten er "guds gave til menneskeheden", men må suppleres med andre tiltag. Især opdelingen af store banker ser han som afgørende.
»Selvfølgelig kan en skat på finans-transaktioner ikke stå alene, men det er det bedste redskab, vi har til rådighed for at få bugt med en stor del af de handler, der foregår i svimlende tempo, og som ofte er computerstyrede,« siger Stephan Schulmeister, der længe har haft transaktionsskatten som en mærkesag. En skat på bare 0,05 procent, siger hans beregninger, vil reducere antallet af handler med to tredjedele, og indbringe 660 milliarder dollars (3,4 billioner kroner). Et stort skridt mod større stabilitet, mener han.

"Coalition of the willing"
Men den beregning holder kun stik, hvis hele verden støtter en beskatning, og det ser Sony Kapoor ikke ske de næste ti år. Skal den sættes i søen, må det ske i Europa. Her er der mange hindringer, og den første er, at den eneste institution, som kan fremsætte forslaget formelt, EU-Kommissionen, er negative. Ifølge Sony Kapoor bør man ikke forvente andet fra dén kant: »Kommissionens modstand mod en skat på finanstransaktioner er fuldstændig ideologisk betinget.«
Du mener, at de beskytter kapitalens frie bevægelighed uanset hvad?
»Præcis.«
Men et større problem er, at det slet ikke er alle europæiske lande, som støtter en skat. Blandt modstanderne er Storbritannien, der har Europas største finansielle sektor, og derfor er der en risiko for, at handlerne på finansmarkederne bare bliver flyttet til London, hvis der kun indføres en skat i en mindre gruppe lande. Det ryster dog ikke Stephan Schulmeister, der  mener, at der allerede nu er grundlag for at indføre en skat i en klub af ligesindede lande:
»Vi kan indføre en skat med de lande, som allerede har meldt deres støtte. Tyskland, Frankrig, Belgien, Østrig og nu også Finland. Det er nok. Man skal bare lade beskatningen være knyttet til personer, ikke til et geografisk område,« siger han.

Artiklen er bragt i NOTAT for juni 2011. Læs temanummeret Er en skat svaret på finanskrisen?