Elitens EU-projekt på afgrundens rand

Det mest alvorlige er de mange nationale politikere, som har fortrængt og fortiet, at deres afgivelse af beføjelser til fællesskabet betyder, at de ikke længere har samme beføjelser som tidligere. Enten ved de det ikke, eller også vil de ikke være ved det.

Og det giver en kurs mod afgrunden, sådan som den folkelige forståelse af det kommunale selvstyre bliver til en by i Rusland, når det kommunale lægges i en statslig spændetrøje.

Magten er overdraget
Skiftende danske regeringer og folketingsmedlemmer har overført deres magt til Europa-Parlamentet. Ikke fordi de ville, men fordi de ikke kunne modsætte sig andre landes ønsker om en slags europæisk statsopbygning.

Min påstand er nu, at de fleste landes regeringer og parlamenter har lagt mere indflydelse i Bruxelles end de selv synes om. Den pædagogiske version kunne være, at Helle Thorning-Schmidt (S) som medlem af Europa-Parlamentet mente, at indflydelsen på Europas vej lå bedst i parlamentet, mens hun i dag nok mener, at statsministerkontoret er det centrale omdrejningspunkt.

Der er et misforhold mellem den afgivne suverænitet og den suverænitet, man har beholdt eller mener at have beholdt hjemme. Da Folketingets brede flertal besluttede sig for at gå i krig mod Gaddafi’s Libyen var EU-landenes udenrigs-og sikkerhedspolitiske samarbejde ganske enkelt ikke med i folketingssalen. Ikke med et ord.

Skal EU-Parlamentet nedlægges?
Hvis elitens europæiske projekt skal overleve 2020 kræver det en justering. Hvis man ikke vil en fælles udenrigspolitik, skal man indstille projektet. Hvis man mener, at Folketinget er vigtigere end EU-Parlamentet, skal man nedlægge EU-Parlamentet. Uægte og uærlig suverænitetsafgivelse undergraver projektets demokratiske grundlag og sætter langsomt kursen mod afgrunden.

De kommende år vil bringe nye medlemslande. Kroatien, Serbien, Montenegro, Bosnien-Herzegovina, Albanien, Makedonien, forhåbentlig også Tyrkiet og på længere sigt Kosovo, der har mere ondt i korruptionen end alle de andre tilsammen.

Antallet af lande lægger op til den nødvendige selvransagelse. Jo, EU er fortsat fredens projekt og fredens projekt forudsætter stadig et forpligtende samarbejde, som vil bringe den livgivende udsoning til Balkan. Jo, det er stadig Jean Monnets kloge tanker, der skal bære samarbejdet i det daglige: Spørg ikke, hvad dit land får ud af at være med, men om hvad europæerne får ud af at arbejde sammen. 

Ikke mere union men bedre union
Det kræver faktisk, at man forpligter sig til det samarbejde, man ønsker, i stedet for at gøre gode miner til slet spil omkring opbygningen af den fælles statsdannelse, som kun et fåtal af lande egentlig ønsker.

Når medlemslande helst vil være medlemslande må de nedlægge Europa-Parlamentet og kun fastholde de opgaver, der påviseligt giver europæisk merværdi. Fri bevægelighed, indre marked, standardisering. Der er ikke brug for mere union, men for en bedre union, hvor resultaterne tæller.

Opbygning af en europæisk statsdannelse er ikke et resultat i sig selv, og det vil man indse omkring 2020.

Blå bog:
Poul Smidt er journalist og foredragsholder. Han har i mange år været Bruxelles-korrespondent for DR (både TV og radio).

Derudover har han arbejdet som talsperson for NATO-missionerne i Kosovo og Irak.

Han er forfatter til bøgerne “Et rigtigt parlament” (Gyldendal 1999), den juridiske håndbog “Papirløst ægteskab” (1973) og bidragyder til en lang række værker om EU, journalistik og menneskerettigheder.

Poul Smidt er oprindeligt uddannet cand.jur.

Indlægget er trykt i NOTATs sommernummer: 14 bud på EU's fremtid