ARTIKLER


EU kører Robin Hood-skat ud på et sidespor

EU-kommissionen vil sandsynligvis ikke gå videre med en ellers populær ide til, hvordan de finansielle virksomheder kan beskattes.
Af Andreas Bay-Larsen
4. maj 2011

Tag fra de rige, giv til de fattige og skab samtidig finansiel stabilitet. Det er ideen bag en internationale kampagne, "Robin Hood Tax", hvor en række græsrodsorganisationer arbejder for at indføre en global skat på 0,05 procent, hver gang et finansielt produkt skifter hænder.

En af kampagnens støtter er østrigske Stephan Schulmeister, der er økonom ved Universitetet i Wien. Efter invitation fra EU-kommissæren for beskatning, Algirdas Semeta, holdt han et oplæg på det netop afholdte Brussels Tax Forum 2011, hvor han argumenterede for at beskatte finansielle transaktioner, da det vil sænke tempoet på børserne.

"De hurtige handler på aktier og andre børsvarer, hvor en computer ofte køber og sælger inden for samme sekund, sender prisen hurtigere op, end markedet kan nå at lave en modbevægelse. Når de prishop bliver akkumuleret over flere år, vil det til sidst kollapse. Og den amerikanske kreditkrise kunne kun påvirke den øvrige verdens økonomi, fordi både vores boligmarked og vores aktie- og råvarebørser samtidig var tæt på kollaps, siger Stephan Schulmeister.

Men selvom EU-Kommissionen ifølge et arbejdspapir ønsker at "sikre effektiviteten og stabiliteten af finansielle markeder" og "sikre, at den finansielle sektor yder et rimeligt og betydeligt bidrag til offentlige finanser", er Robin Hood og hans lystige svende i modvind.

Krav om global skat blokerer
Kommissionen omtaler en "Financial Transactions Tax" (FTT) i arbejdspapiret, men lægger vægt på et afgørende forbehold: At skatten indføres på globalt plan. Til trods for at de kommende franske G20-værter med Nicolas Sarkozy i spidsen slår på tromme for en FTT, har tidligere møder vist, at der næppe bliver opbakning til en sådan skat på globalt plan. De dårlige udsigter for en FTT måtte kommissionsformand Jose Barroso tirsdag forsvare over for EU-parlamentet.

"Det, vi nu diskuterer nu, er, om vi på europæisk plan bør have en skat på finansielle transaktioner eller ej. Men lad os være ærlige - adskillige medlemsstater er grundlæggende modstandere. De vil ikke blive enige", sagde Jose Barroso.

Modstanderne frygter, at europæisk enegang med en FTT vil flytte finansielle aktiviteter ud af Europa. Derfor er man fra EU-kommissionens side reelt allerede gået væk fra ideen om en skat på transaktioner på europæisk plan. Det bekræfter en EU-diplomat over for Notat.

Clemens Fuest, der er professor i virksomhedsbeskatning ved Oxford Universitet, argumenterede på Brussels Tax Forum for, hvorfor FTT ikke er en løsning. Ifølge ham er de hurtige handler ikke det primære problem.

"Hvis vi holder os til de problemer, der kom frem under finanskrisen, så får en FTT simpelthen ikke får bugt med dem. Hvis vi havde indført en skat på finansielle transaktioner for 10 år siden, ville krisen være alligevel være sket på præcist samme måde med oppustede huspriser, banker med for store lån og kreditvurderingsinstitutter, som ikke forstod risikoen", siger han.

Fra "transaktioner" til "aktiviteter"
Kommissionen arbejder i stedet videre i et spor, der handler om en "Financial Activitites Tax" (FAT). Navnet ligner, men den faktiske forskel fra en FTT er markant. Hvor FTT betyder en skat på hver enkelt transaktion, vil FAT være en skat på virksomhedernes overskud fra de finansielle aktiviteter og muligvis også lønninger inden for sektoren. Det er en metode, der får støtte fra Clemen Fuest, der mener, at problemet er de finansielle virksomheders risikovillighed.

"En særligt konstrueret FAT kunne minimere incitamentet til at påtage sig stor risiko ved at beskatte særligt høje profitter", siger Clemens Fuest.

Samtidigt vurderer EU-Kommisionen, at risikoen for, at de finansielle virksomheder flygter ud af Europa, er mindre med en FAT end med en FTT/Robin Hood-skat. FTT-støtten Stephan Schulmeister holder dog fast i, at en skat på selve transaktionerne er vejen frem, da det vil at ramme de mere spekulative aktiviteter hårdest.

"Financial Activities Tax skelner ikke mellem finansielle alkymister som Goldman Sachs og Deutsche Bank, der prøver at lave penge ud af penge, og så de banker, der betjener den virkelige økonomi", siger han.

En FTT vil ifølge beregninger generere langt flere penge end FAT. I en rapport fra november beregner Stephan Schulmeister, at en skat på 0,05 procent på samtlige finansielle transaktioner i Europa i 2010 ville have indbragt et godt stykke over 200 milliarder euro. Til sammenligning vurderer EU-kommissionen i sit arbejdspapir, at en generel beskatning af profit og lønninger på 5 procent i 2010 ville have indbragt knap 26 milliarder euro.

Det forventes, at EU-kommissionen sidst på sommeren kommer med en rapport, som vil kaste mere lys over, hvilken retning man vil trække beskatningen af den finansielle sektor.

Læs mere om kampagnen Robin Hood Skat