Europa i 2020: Den anden vision

"Fællesskabets mål" er konkurrencedygtighed. Med dét dogme som rettesnor, skal offentlige ydelser i højere grad operere efter en markedslogik, sociale ydelser skal skæres ned, pensionerne forringes, forskning gøres til et mere direkte redskab for erhvervslivet, og alt sammen skal det sikres ved at strømline og effektivisere beslutningsprocesserne; ikke-valgte embedsmænd, især i Kommissionen, skal have større magt.

Krisen som katalysator
Det er "kapitalens Europa", der for alvor er ved at blive realiseret, og krisen i eurozonen har været som en gave for arkitekterne bag denne vision. Og hvis det kan undre, at der ikke er mere debat om dét, er det bl.a. fordi der er fyldt nogle ikke forpligtende og løse hensigtserklæringer i dokumenterne om at reducere arbejdsløsheden og fattigdommen. Så er de fleste politiske strømninger dækket ind, og der er ro på bagsmækken.

EU under pres
I dag kan det derfor være svært at se realistiske alternativer. Der skal nemlig et massivt folkeligt pres til før det bliver anderledes. Men sagen er, at de næste år efter alt at dømme bliver dramatiske for EU.

Allerede i dag er begejstringen for EU - takket være den måde, EU har reageret på eurokrisen - faldet som en sten i lande som Grækenland, Irland, Portugal, Spanien, og (af andre grunde end de øvrige) Finland, og der er ingen grund til at tro, det bliver ved det.

Der kommer en kraftig folkelig reaktion mod den rolle, Bruxelles er ved at indtage i økonomisk politik - bl.a. med 2020-planen. Spørgsmålet er bare, hvilken retning, den tager.

Nye muligheder
Det åbner forhåbentlig mulighed for at arbejde mod et europæisk samarbejde på et helt andet grundlag. Det grundlag må bl.a. være:

• At bringe finansmarkederne under kontrol og afvæbne dem. Ikke ved bare at lave småjusteringer efter finanskriser, men ved for alvor at stoppe den skadelige virkning, spekulation har på den produktive sektor.
• At sætte velfærd finansieret af progressiv beskatning som et centralt fælles mål, der skal afskaffe fattigdom i Europa. Og samarbejde om opbygning af en offentlig sektor, demokratisk styret og som et område fri for bøvet markedslogik.
• At fremme demokrati ved afskaffelse af teknokratiske og lukkede beslutningsprocesser i institutionerne, gennem decentralisering, og ved systematisk at sætte ind over for erhvervslivets dominans i europæisk økonomisk politik.
• At rehabilitere offentlige investeringer som et væsentligt led i økonomisk politik, det forudsætter bl.a. at stabilitetspagten sløjfes.
• At koordinere en indsats for bæredygtighed, bl.a. ved at sikre deling af teknologi, samarbejde om investeringer i miljørigtig teknologi og økologisk omstilling.

Et nyt fællesskab
Den slags kan ikke realiseres inden for den nuværende traktat. Det kan derfor ligne en uoverstigelig opgave, når nu det netop er lykkedes regeringscheferne at få den sidste traktat på plads - Lissabontraktaten. Men unionen vil næppe blive et roligt teselskab i de næste mange år.

Det vil knage i fuger og bånd på godt og ondt. Også vrangvillige politikere kan simpelthen blive nødt til at opfinde en anden form for europæisk samarbejde, og det vil give nogle nye muligheder. Ikke at vi skal vente på dem. Der er ingen tid at spilde.

Blå bog:
Kenneth Haar er journalist og debattør. Han arbejder som researcher i Corporate Europe Observatory, der er en organisation, der overvåger og dokumenterer lobbyisme og magtmisbrug i Bruxelles.

Han er nyligt afgået redaktør af NOTAT og har været international sekretær for Enhedslistens folketingsgruppe.

Han var med til at starte ATTAC-Danmark, og har skrevet en lang række artikler og rapporter om internationale forhold, EU og globalisering. Han har sammen med Klaus Lorenzen udgivet bogen "Under bekvemmelighedsflag".
Kenneth Haar er cand. mag. i historie og sociologi.