ARTIKLER


Forbereder frihandelsaftale med Japan

Indtil nu er det ikke lykkedes at få etableret en ny aftale om øget frihandel gennem Verdenshandelsorganisationen WTO - blandt andet fordi EU ikke er indstillet på at give øget adgang til forarbejdede landbrugsprodukter.
Af Sven Skovmand
1. juni 2011

Det har fået EU til at etablere frihandelsaftaler med enkelte lande, senest Sydkorea. Og nu overvejer man også en aftale med Japan, oplyser EUobserver.com 30.5.2011.

Repræsentanter for de to lande mødtes lørdag den 28. maj og blev enige om, at der skal foretages en undersøgelse af, hvordan aftalen skal udformes.

Japan er i øjeblikket ramt af EU's høje toldsatser, der blandt andet betyder, at japanske biler får pålagt en told på 10 procent, hvilket betyder, at de må sænke deres priser for at kunne konkurrere med europæiske biler. Derfor er japanerne stærkt interesserede i en aftale - langt mere end EU-landenes ledere.

Den største hindring for at gennemføre aftalen er, at EU kræver lempede regler for blandt andet investeringer og licitationer, hvad japanerne er modstandere af.