ARTIKLER


Grækenland vil bygge grænsemur

Den græske regering har besluttet at opføre et hegn langs den 206 km lange grænse mod Tyrkiet. Det sker for at forhindre illegale indvandrere i at komme ind i landet.
Af Sven Skovmand
12. januar 2011

Planen har mødt modstand fra blandt andre FN's højkommissariat for flygtninge, men ifølge EUobserver.com for 12.1.2011 har det ikke mødt modstand fra tyrkisk side. Den tyrkiske statsminister Erdogan siger, at det har gjort indtryk på ham, at 200 indvandrere hver dag krydser den græsk-tyrkiske grænse, og at Grækenland allerede har en million illegale indvandrere.

Når så mange indvandrere søger at komme ind til Grækenland, skyldes det, at de herfra let kan komme videre til andre EU-lande. Det kan de ikke, hvis de tager til Rumænien eller Bulgarien, der i modsætning til Grækenland ikke har fået lov til at deltage i Schengen-samarbejdet.

EU's grænseagentur Frontex har i øvrigt sendt 200 vagtfolk til Grækenland for at hjælpe med at beskytte grænsen. Agenturet siger, at det har ført til et fald i antallet af illegale indvandrere på 44 procent.

Læs mere om EU's hjælp til Grækenland i NOTAT artiklen Operation Poseidon