ARTIKLER


Kan EU-dom koste staten 200 milliarder?

En EU-dom af 6. september 2011 kan - måske - koste den danske statskasse 200 milliarder kroner.
Af Sven Skovmand
25. november 2011

Det skriver Jyllands-Posten den 19. november 2011 i artiklen »Staten risikerer gigant-krav«.

Baggrunden for dommen er det arbejdsmarkedsbidrag, som regeringen Schlüter indførte med virkning fra 1. januar 1988. Bidraget kostede erhvervslivet 55 milliarder kroner, men regeringen fandt det i orden, eftersom man samtidig lettede erhvervslivet for afgifter af tilsvarende størrelse.

Men det gjorde Domstolen i Luxembourg ikke. I en dom af 31. marts 1992 erklærede den, at arbejdsmarkedsbidraget - Ambien - var ulovligt. Det førte til, at regeringen fik indført en lov, der betød, at virksomheder kunne få erstatning, hvis de kunne dokumentere, at de havde betalt mere i ambi, end de havde haft ud af andre lempelser.

Det kunne 600 virksomheder, og de fik en erstatning på 3 milliarder kroner. Dermed troede alle, at sagen var i orden. Men fire danske virksomheder - Lady & Kid, Harald Nyborg, Direct Nyt og KID-Holding - rejste sagen på ny med den begrundelse, at den danske erstatningslov var i strid med EU-retten. Og det gav EU-retten dem ret i.

Hvis dommen fører til, at alle berørte danske virksomheder skal have deres Ambi-penge retur, vil det koste den danske statskasse 200 milliarder kroner. Så meget er de 55 milliarder blevet til med renters rente.