ARTIKLER


Kuldsejler Middelhavsunionen?

I 2008 fik den franske præsident Sarkozy oprettet en »Middelhavsunion«, der ud over de 27 EU-lande omfattede 16 lande fra Nordafrika, Mellemøsten og Balkan-halvøen. Det officielle formål var at skabe »stabilitet og velstand« i Middelhavs-området.
Af Sven Skovmand
28. januar 2011

Men den tunesiske revolution og de efterfølgende uroligheder i Ægypten har skabt tvivl om unionens fremtid. EU kritiseres nemlig for, at man alt for længe har samarbejdet med diktaturerne i området. Det gjaldt også Tunesien, hvor den nu fordrevne præsident Ben Ali ved oprørets begyndelse fik tilsagn om støtte fra den franske udenrigsminister.

Begivenhederne har nu ifølge EUobserver.com den 27.1.2011 fået unionens generalsekretær, jordaneren Ahmad Khalef Masadeh, til at træde tilbage, og uenighed blandt medlemslandene kan gøre det svært at finde en efterfølger.

Den jordanske diplomat begrunder sin tilbagetræden med, at de sidste dages begivenheder har gjort det svært for ham at fortsætte sit arbejde. Økonomiske forhold spiller dog også en rolle. Masadeh havde krævet et tilskud på cirka 75 millioner kroner til sit sekretariat i Barcelona, men ikke engang modtaget halvdelen af dette beløb. Især de nordlige EU-lande har været modvillige over for unionen, som de først og fremmest betragter som et fransk projekt.