ARTIKLER


»Lav Euro-obligationer uden om Tyskland«

Hvis Eurolandene skal have lån til lave renter, er det nødvendigt, at de udbyder fælles Euro-obligationer. Det siger Tyskland nej til.
Af Sven Skovmand
27. august 2011

Det vil give tyskerne højere udgifter til renter, end de har i dag. Derfor bør man lave ordningen uden om Tyskland og kritiske lande som Finland, Østrig, Holland og Slovakiet. Udbuddet af Euro-obligationer vil stadig være så stort, at långiverne vil være nødt til at købe dem. De kan ikke som i dag flytte deres penge fra svage Eurolande til mere solide lande.

Det siger Martin Sandbu fra Financial Times i en artikel, der den 24. 8.2011 er gengivet i Politiken under overskriften »Sådan får EU lavere rente: Lad Tyskland stå alene«,

Martin Sandbu erkender, at der er problemer forbundet ved, at lande med en solid økonomi skal gå sammen med økonomisk svagere lande, men han mener, at disse problemer kan overvindes. Man skal blot lave indbyrdes aftaler, der betyder, at de deltagende lande skal have det som øverste prioritet at betale pengene tilbage på lånene.

Grækenland skal dog holdes uden for. For landet skal under alle omstændigheder have særbehandling, siger Sandbu.

I Børsen for 18.8.2011 kan man i øvrigt se forklaringen på, at Tyskland er en indædt modstander af Euro-obligationer. Det vil ifølge bladets medarbejder Hakon Redder betyde, at den nuværende rente på 10-årige obligationer vil stige fra 2,28 procent til 3,39 procent. Det vil give tyskerne en årlig ekstra udgift på 186 milliarder kroner.