ARTIKLER


Ønsker europæiske medlemmer af EU-Parlamentet

På foranledning af det liberale engelske parlamentsmedlem Andrew Duff vedtog EU-Parlamentets forfatningsudvalg med overvældende flertal tirsdag den 19. april 2011 et forslag om, at vælgerne ved næste valg kan få to stemmer.
Af Sven Skovmand
28. april 2011

Den ene skal som hidtil bruges til at vælge nationale kandidater. Den anden skal bruges til at vælge 25 medlemmer, som skal opstilles over hele EU. De skal opstilles af de »europæiske partier«, som EU har fået oprettet, og som skal have medlemmer fra mindst syv lande.

Duff begrunder tanken med, at det vil gøre valgkampen mere personlig, og at det »vil give valgene en europæisk dimension, som de aldrig har haft før.«

I bladet »Arbejderen« for 27. april går Folkebevægelsens medlem af forfatningsudvalget, Søren Søndergaard, stærkt imod denne opfattelse. Han mener, at en gennemførelse af forslaget vil fjerne Parlamentet endnu mere fra vælgerne. For hvordan kan for eksempel en dansk vælger gøre et af de fælles medlemmer ansvarlig for det, han eller hun gør?

Da både Kristdemokraterne, Socialisterne, De Liberale og De Grønne støttede forslaget i udvalget, forventes det at blive vedtaget af Parlamentet. Derimod er det langt mere usikkert, om det kan blive vedtaget i Ministerrådet.

»Jeg er overbevist om, at den britiske regering vil nedlægge veto mod dette forslag, hvis det nogensinde kommer til behandling, siger det konservative parlamentsmedlem Ashley Fox ifølge EUobserver.com for 19. april 2011.