ARTIKLER


Radikal kandidat: EU som mærkesag

Sofie Carsten Nielsen (R) tror på, at EU kommer til at spille en hovedrolle ved næste folketingsvalg. Hun kritiserer ja-partierne for at føre "strudsepolitik" og forpurre EU-debatten, når der er valg.
Af Andreas Marckmann Andreassen
1. juli 2011

INTERVIEW. Det er en gammelkendt sag, at EU nærmest fordamper fra debatten, når der udskrives valg i Danmark. De færreste folketingspolitikere bruger taletiden på EU. Men de findes.

35-årige Sofie Carsten Nielsen er folketingskandidat for Det Radikale Venstre, Danmarks mest EU-positive parti. Hun var også partiets spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget i 2009, men blev ikke valgt ind.

»Jeg tror faktisk, at EU kommer til at spille en vigtig rolle i valgkampen. Nu har debatten om grænsekontrol jo fået EU på forsiderne. Det var ikke lige den måde, jeg håbede, det ville ske, men jeg tager, hvad jeg kan få,« siger Sofie Carsten Nielsen og griner.

»Desværre tror jeg stadig debatten om konkrete EU-emner, der bliver forhandlet om i Parlamentet, Kommissionen og Rådet - den bliver som sædvanlig rimelig ringe,« fortsætter hun.

Ja-partierne har ført strudsepolitik
Ifølge Sofie Carsten Nielsen har debatten om grænsekontrol været lige så forskruet, som EU-debat plejer at blive i det danske, politiske spil.

»Debatten handler om at gøre EU til syndebuk, som den altid har gjort, når EU er med i en valgkamp. Det bliver "for eller imod EU" - de gode imod de onde. Men heldigvis bliver det nu skåret ud i pap for folk, hvad det faktisk koster Danmark at spille sit eget spil i EU. Det ødelægger vores omdømme,« mener hun.

Hvorfor kommer EU-substansen ikke med i valgkampen?
»Det har Venstre og Socialdemokraterne ikke lyst til, for det kan skræmme nogle af deres egne vælgere væk. De er også bange for, at det giver et gratis skud til EU-modstanderne enten på venstre- eller højrefløjen,« siger hun.

Vil De Radikale som parti have det som strategi at få EU ind i valgkampen?
»Ja. Vi har lagt EU som en overligger på vores strategi. "Vi samarbejder - også i Europa" er et af vores slogans. Det handler om at signalere, at mere samarbejde er nødvendigt.«

Hun mener, de EU-positive partier har været bange for at vise, at de ikke er én samlet blok, der mener det samme.

»Jeg kunne godt savne større forskel i Europa-debatten. Der har vi i 30 år haft for megen strudsepolitik, fordi vi har været bange for at vise splid mellem ja-partierne. Men vi skal tværtimod vise de politiske forskelle, for det er et politisk samarbejde. Hvis det lyder som om, vi laver hemmelige konsensusaftaler, så er der ingen, der gider høre om det,« siger hun.

Provokation skal åbne folks øjne
Hvad kan der gøres for at skabe mere opmærksomhed omkring EU-emner i valgkampen?

»Helt ydmygt har jeg selv valgt tre temaer for min valgkamp, der har et europæisk perspektiv - økonomi, uddannelse og udenlandsk arbejdskraft.«

Sofie Carsten Nielsen har tænkt sig at provokere for at få folks øjne op for EU i valgkampen.

»Jeg vil også gerne stille de spørgsmål, der virker provokerende: Hvorfor har vi ikke et europæisk universitet? Hvorfor siger vi, at vi vil have et dansk universitet i verdens top 5, når vi godt ved, at det er fuldstændig urealistisk? Hvorfor slår vi os ikke sammen i Europa og sætter et mål for, hvor mange universiteter, vi vil have i top 100?« spørger hun.

Hvorfor skal EU fylde mere i valgkampen?
»Fordi EU har magt. EU træffer en masse beslutninger, der har indflydelse på din og min hverdag. Men enten debatterer vi det i Danmark, som om vi selv har fundet på det, eller også debatterer vi det slet ikke. Så implementerer vi det bare. Det synes jeg er et demokratisk problem.«

 

Artiklen er bragt i NOTAT for juli 2011. Læs temanummeret Valgkamp om EU!