ARTIKLER


Russerne i Kaliningrad undgår krav om visum

Beboerne i den russiske enklave Kaliningrad får nu lettere ved at besøge nabolandene Polen og Litauen.
Af Sven Skovmand
4. august 2011

Det oplyser EUobserver.com den 29.7.2011.

Kommissionen har fremsat et forslag om, at de to nabolande kan udstede særlige tilladelser til beboerne i Kaliningrad, så de uden visum kan rejse 30 kilometer ind i Polen eller Litauen.

Det er en stor fordel for de mange beboere i området, der tit har brug for at komme over grænsen for at handle. Hidtil har de skullet have et særligt visum efter Schengen-reglerne, hvilket har været både dyrt og besværligt. Det ventes, at forslaget vedtages uden problemer.

Kaliningrad, der tidligere hed Königsberg, er en russisk enklave på cirka 15.000 kvadratkilometer, som ligger isoleret mellem Polen og Litauen. Den spiller en væsentlig rolle for det russiske militær, idet den rummer flere militære baser og er hjemsted for den russiske østersøflåde.