ARTIKLER


Solenergi skal hjælpe Grækenland

EU-Kommissionen er i gang med at undersøge muligheden for, at Grækenland kan betale af på sin gæld ved at overdrage solenergi til de EU-lande det skylder penge, men ideen får en lunken modtagelse fra de potentielle modtagerlande.
Af Mads Torp Jespersen
27. oktober 2011

Både EU-Kommissionen og den græske regering ser potentiale i en opbygning af en alternativ solenergisektor i det solrige land. Denne industri ville så kunne eksportere strøm andre EU-lande, som afbetaling på Grækenlands gæld. Det kunne være til lande som for eksempel Tyskland, der skal i gang med at omstille sin energiforsyning fra kerneenergi til andre energiformer.

Problemet er bare, at der skal store investeringer til for at få denne industri op at stå i Grækenland. Med landets finansielle problemer vil det kræve, at EU's medlemslande skal stille med statsgarantier til de interesserede investorer. Dette er der ikke den store appetit til efter de i forvejen store lånegarantier landene allerede har givet Grækenland.

Grækenland har potentiale for solenergi
I følge den græske regering har landet 50% flere solskinstimer end Tyskland, men produktion af solenergi er omkring 80 gange mindre. Denne erkendelse fik regeringen til i september at lancere en optimistisk plan for udvidelsen af Grækenlands solenergi produktion fra 206MW i 2011 til 2.2GW i 2020.

Hvis planen realiseres fuldt ud vil den tiltrække op til 20 milliarder euro og generere mellem 30.000 og 60.000 arbejdspladser til den trængte græske økonomi.

Kommissionen støtter op
EU's Energikommissær, Gunther Oettinger og direktøren for DG Energi, Philip Lowe ser også muligheder i en græsk solenergi industri. De har presset på for at en arbejdsgruppe i Kommissionen, der arbejder på at hjælpe Grækenland igennem krisen, også kigger på solenergi som en løsning.

Marlene Holzner, der er talskvinde for energikommissæren, bekræfter til nyhedsportalen EurActive, at processen er sat i gang. "Der er en arbejdsgruppe i Europa-Kommissionen, hvor vi har energieksperter til at se på, hvordan energi kan hjælpe Grækenland med at vokse økonomisk... Solenergi er et emne, og energieffektivitet er en anden" udtaler Holzner.

Læs mere på kommissionens side om arbejdsgruppen for Grækenland her