Al magt til Tyskland?

Den måde, euroen er skabt på, vil gøre Tyskland stadig rigere – og Sydeuropa stadig fattigere, mener professor Jesper Jespersen, RUC.
Af Ole Aabenhus
3. oktober 2012

Af Jesper Jespersens bog »Euroen – Hvorfor gik det galt, og hvordan kommer vi videre?«, fremgår det, at hvis udviklingen i eurozonen får lov at fortsætte som nu, vil det uundgåeligt øge den tyske dominans. Hvorfor?

Det er et af de ufravigelige krav, hvis man har en fælles valuta, at man bliver nødt til at have en nogenlunde parallel omkostningsudvikling«, forklarer Jesper Jespersen til Notat, dagen før han skal rejse på ferie. »Det må ikke være sådan, at en række lande år efter år har en lavere omkostningsudvikling end de øvrige.

Gennem de sidste 12 år har vi oplevet, at først og fremmest Tyskland, men også Østrig, Holland, Finland – altså de nordeuropæiske lande – år for år har haft en langsommere omkostningsudvikling.

De har dels haft lavere lønstigninger, men nok så vigtigt har de desuden haft højere produktivitet og en gunstigere erhvervssammensætning end Sydeuropa. F.eks. har den tyske elektronik- og maskinindustri været meget succesrig.

Forskellen har måske kun været på 2-3

procent om året, men i løbet af 10-12 år er det så blevet til en forøgelse af den tyske konkurrenceevne på 25-30 procent«.

Euroen er et nul-sum spil

Du nævnte Tyskland, Østrig, Finland som eksempler på nordeuropæiske overskudslande inden for euroen. Kunne man tage Danmark med i gruppen, fordi kronen er så tæt knyttet til euroen?

Det må man svare ja til. Men dansk økonomi er i den sammenhæng blot en detalje.

Men hvorfor er det et problem med det tyske, østrigske, finske overskud på betalingsbalancen?

Det er det på grund af den dimension, det har fået. Alene det tyske betalingsbalanceoverskud – som de i høj grad tjener på handel med Sydeuropa – har samme størrelse som EU’s samlede budget – altså ca. 120 milliarder euro om året.

EU-budgettet bruger man masser af politisk krudt på at diskutere, både hvordan det skal finansieres, og hvordan det skal bruges. Men der er jo ikke nogen institutioner, der har bemyndigelse til at diskutere, hvad det tyske overskud skal bruges til. Det hører ind under tysk suverænitet.

Man skal bare være klar over, at når man har en monetær union, som stort set har balance udadtil – euroen flyder jo over for dollar, yen og de andre betydningsfulde valutaer – så vil et overskud i én del af unionen svare til et underskud i en anden del af unionen.

Vi har det, man lidt teknisk kalder et nul-sums spil. Det vil sige, at den vækst, Tyskland kan fremvise på grundlag af sin store eksportsucces, det er minus-vækst i mange af de andre lande.

Det er specielt et problem, fordi vi i disse år har stort set nulvækst i hele regionen.

Eksport-lokomotivet?

Nu er der jo mange, der mener, at Tyskland er det store vækstlokomotiv i Europa. Og mange danske virksomheder fungerer som eksportører af dele til tysk industri, der eksporterer de samlede produkter til Kina, USA og andre lande. Er du enig?

Det er rigtigt, at lande som Danmark, Holland, Østrig ligger lidt i ly af Tyskland, fordi de i højere grad er underleverandører til tysk industri end f.eks. den græske og den portugisiske.

Du mener, at jo mere Tyskland fungerer som vækstlokomotiv, desto mere ulighed får vi mellem »nord« og »Syd« i Europa?

Det er der en overhængende risiko for, i den sammenhæng, vi har i dag.

Ulighed, også internt

I din bog er du inde på, at uligheden ikke bare gælder mellem landene, men også internt i landene. Hvordan fungerer den mekanik?

Det har at gøre med den filosofi, der ligger bag – i Bruxelles, i Berlin og indtil for få måneder siden også i Paris. Den går på, at det er for høje lønomkostninger, der har virket som en hæmsko på europæisk økonomi gennem de sidste 10-20 år, og at de sociale ydelser er for høje.

Det, man har fokuseret på i Tyskland – også under Gerhard Schröder og hans socialdemokratiske regering – var at reducere velfærdsstaten og gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt, så man fik sænket de laveste lønninger og fik en langsom udvikling af lønniveauet generelt.

Lønniveauet er rent faktisk stagnerende, og på nogle områder sat ned. Det gælder f.eks. ufaglært arbejdskraft i Tyskland. Det skaber i sagens natur større uligheder, og det bliver de i forvejen svagest stillede, der får den mindste – om overhovedet nogen – indkomstfremgang.

Hvis man skeler til USA, må man konstatere, at gennem de sidste 20-25 år, er det kun de øverste 10 procent, der har haft en real indkomstfremgang, på trods af, at amerikansk økonomi er vokset med et par procent om året. Der er sket en meget markant stigning i uligheden, initieret af en række arbejdsmarkedsreformer.

Har man et tilsvarende mønster i Europa?

Inden for Den Monetære Union er det helt tydeligt, at siden 2007, da krisen satte ind, har landene bevæget sig fra hinanden, og inden for landene er der stigende ulighed.

Hvad vil hjælpe? Kan man tænke sig en form for intern Marshall-hjælp i EU?

Det er et politisk spørgsmål. Men hvis man absolut skal have firkantede regler som eurozonens regelsæt - som et max. på 3 procent af bruttonationalproduktet i årligt offentligt underskud og et max. på 60 procent i samlet offentlig gældssætning – så vil jeg foreslå en regel, der siger, at et betalingsbalanceoverskud må under ingen omstændigheder overstige mere end f.eks. 3 procent af bruttonationalproduktet i et enkelt år.

Jeg vil tilmed gå skridtet videre og sige, at et betalingsbalanceoverskud på mere end 3 procent skal indgå i en fælles kasse, fordi den type overskud er så stor en hæmsko for de øvrige lande, at de simpelthen har krav på at få nogle af pengene igen.

Stort tysk betalingsbalanceoverskud

Tyskerne har været helt oppe på 7-8 procent af nationalproduktet i betalingsbalanceoverskud. Hvis de vidste, at alt, hvad der lå over 3 procent, skulle indbetales til en fælles kasse, og de ikke havde råderet over dem, så skulle du se, – så ville de nok kunne komme i gang med at importere mere fra udlandet og få reduceret overskuddet. Tyskerne må forstå, at de ikke kan blive ved med at opretholde de fordele, de har i øjeblikket. Det kan de ikke, fordi den monetære union udgør et nul-sum spil, hvor det ene lands gevinst er det andets tab. Hvorfor anerkender tyskerne ikke denne simple argumentation?

De føler nok, at de har betalt nok igennem de sidste 20 år. Fem procent af nationalproduktet har vesttyskerne igennem de seneste 20 år betalt til genopretning af Østtyskland. Samtidig med at Tyskland er den største bidragyder til EU-budgettet. Nu må det være nok. De andre europæiske lande må »lære at feje for egen dør».

I slutningen af din bog siger du, at euroens krise også er et demokratisk problem. Hvad mener du med det?

Det er jo en diskussion, der er rejst mange gange før i forbindelse med euroen. Det, som jeg gerne vil lægge til her, er den – efter min mening – hovedløse liberalisering og deregulering af finansmarkederne, der har fundet sted. Penge kan i dag flyde all over the world med sekunders varsel – på baggrund af beslutninger truffet langt uden for Europa og langt uden for enhver form for parlamentarisk kontrol.

Det første, politikerne spørger om, er: Hvordan reagerer markederne? Som om markederne har indtaget vælgernes plads. Og som om det var dem, de skulle stå til ansvar over for. Det er om noget et demokratisk problem.