ARTIKLER


Dansk jobvækst afhænger af Kina

Lave forventninger til eksporten til de Europæiske markeder gør Danmark afhængig af især Asien og Nordamerika.
Af Mads Stampe
6. juni 2012

Det ser sort ud for de danske eksportudsigter til de europæiske markeder, hvor mange lande er i recession i 2012. Anderledes lyst ser det ud på markederne uden for EUs grænser.

Nye tal fra Udenrigsministeriets Eksportudsigt viser således at Vesteuropa og Østeuropæiske lande vil bidrage med beskedne 35-40 procent af væksten i dansk eksport de næste par år. Det er en halvering i forhold til perioden 2005-2008.

I den mellemliggende periode bidrog de europæiske markeder overhovedet ikke til eksportvæksten herhjemme.

I perioden 2008-2011 var Danmark således helt afhængige af Asien og Nordamerika, som bidrog med 70 procent af væksten i basisvareeksporten herhjemme.

Samme tendens ses ifølge Handels- og Investeringsminister Pia Olsen Dyhr de næste par år, hvor især Kina forventes at trække læsset med vækstrater på 15-20 procent de næste flere år.

"Hvis det ikke havde være for markederne uden for Europa, så så det sort ud for dansk eksport og dansk økonomi," siger ministeren i en pressemeddelelse.

Omkring 700.000 danske job er direkte knyttet til eksporten her hjemme, og det ser ud til, at det bliver nødvendigt at se ud over EU's grænser, hvis flere skal komme til.

"Basisvareeksporten til Vesteuropa forventes kun at vokse med 2,1 procent i 2012 og 2,2 procent i 2013. Det er reelt stilstand, når man indregner inflationen og meget skuffende i forhold til væksten i 2011, som var over 10 procent.

Havde det ikke været for den høje vækst i Asien og Nord- og Sydamerika, så havde vi for alvor været i krise," konstaterer ministeren.

Udenrigsministeriets Eksportudsigt er en fremskrivning af væksten i den danske vareeksport på baggrund af en analyse af de 80 største danske eksportmarkeder.