ARTIKLER


Den anti-autoritære demokratiforkæmper, der blev Viktator

Ungarns Premierminister Viktor Orbán er nok EU’s mest udskældte regeringschef. Hans regering er blevet beskyldt for at undergrave demokratiet, true ytringsfriheden og begrænse domstolenes uafhængighed.
Af Anders Holst Bundgaard
11. april 2012

Oprindeligt var Viktor Orbán kendt som en ung, modig jurist, der udfordrede det kommunistiske diktatur i landet, og kæmpede aktivt for indførelsen af demokrati. I 1983 flytter den dengang 20-årige Viktor Orbán til Budapest for at læse jura, en uddannelse han færdiggør i 1987. Med støtte fra Soros-fonden videreuddanner han sig i britisk liberal, politisk filosofi på Oxford Universitet. Sideløbende er han med til at danne oppositionsbevægelsen Alliancen af Unge Demokrater (Fidesz), der kæmper imod det kommunistiske styre.

1989
Han bliver for alvor kendt for en tale den 16. juni 1989 i forbindelse med en mindehøjtidelighed for Ungarn-opstanden i 1956. Her kræver den nu 26-årige Orbán, at alle sovjetiske styrker skal trækkes ud af landet, og at der skal afholdes frie valg i Ungarn.

Orbán er med, da man forhandler Ungarns fremtid senere i 1989, og han kommer ind i parlamentet ved det første demokratiske valg året efter. I 1993 bliver han den formelle leder af partiet Fidesz, der under hans ledelse ændrer sig fra et socialliberalt parti i en mere nationalkonservativ retning.

Regering
I 1998 danner Fidesz en koalitionsregering med Kristendemokraterne, og Orbán bliver premierminister. Hans tid som regeringschef  er præget af økonomisk vækst, faldende inflation og de succesfulde forhandlinger om optagelse i NATO i 1999. Han forsøger at skabe en stærkere stat bl.a. ved at re-nationalisere en række områder, der var blevet privatiseret under den forudgående socialdemokratiske regering og at få mere politisk kontrol med landets medier.

Slutningen af Orbáns første regeringsperiode bliver karakteriseret som en polarisering af samfundet, politiske skandaler og anklager om korruption. Ved valget i 2002 taber Fidesz til en koalition ledet af det socialdemokratiske parti.

I opposition
I sine otte år som leder af oppositionen bliver Orbán betegnet som en ukonstruktiv politisk opportunist, uden et reelt politisk eller økonomisk program. I 2007 bliver han og den daværende premierminister Ferenc Gyurcsany sammen tildelt det britiske magasin Economist's særlige pris for "Politik fra rendestenen".

Viktator
Efter hans genvalg i 2010 bliver Orbán beskyldt for at undergrave de demokratiske spilleregler og centralisere magten omkring sin egen regering. Kommentatorer både i ind- og udland begynder at kalde ham "Viktator Orbán". Selv siger han, at Europa har brug for stærke ledere, og at han anser sig selv for at være en af de få optimistiske og entusiastiske politikere i Europa. 

Viktor Orbán er gift, har fem børn og er i sin fritid en begejstret sportsfan.