ARTIKLER


En ny fælles europæisk fiskeripolitik

Kommentar af Ole Christensen, der er socialdemokratisk medlem af EU-Parlamentet.
Af Ole Christensen
13. april 2012

Det er en spændende tid, vi går i møde på fiskeriområdet. EU’s fælles fiskeripolitik vil få en grundig overhaling over det kommende års tid. Og som formandskabsland for EU vil Danmark i første halvår af 2012 spille en central rolle i reformprocessen ved at sidde for bordenden og styre drøftelserne i Ministerrådet.

Baggrunden for reformen af fiskeripolitikken skal findes i 2009, hvor Kommissionen konkluderede, at fiskeripolitikkens vigtigste formål ikke opfyldes: Fiskebestandene er overfiskede, dele af fiskerflåden er i en sårbar økonomisk situation trods betydelig statsstøtte, arbejdspladserne i fiskeri-erhvervet er ikke attraktive, og situationen er usikker for mange af de kystsamfund, der er afhængige af fiskeriet.

Det var på denne baggrund, at Kommissionen i sommer fremlagde dens udspil til en ny fiskeripolitik. Et centralt element i reformen er en omfattende omlægning af kvotesystemet. Det er stærkt inspireret af den danske tilgang til fiskeri. Man vil indføre et totalforbud mod udsmid, og kvotesystemet indeholder et skifte fra landingskvoter til fangstkvoter. Dermed skal fiskerne tage alt, hvad de fanger med i land og afskrive det på kvoterne.

Der vil også være krav om fuld fangstdokumentation, hvor man bl.a. kontrollerer ved hjælp af video-overvågning, at fiskerne ikke smider fisk ud igen.

Endelig er det vigtigt, at der udvikles en ny generation af bæredygtige fiskeriaftaler med tredjelande. De skal sikre, at der opnås en mere bæredygtig forvaltning af fiskeressourcerne, hvor EU-fartøjer kun fisker ressourcer, som partnerlandet ikke kan eller vil fiske selv.

Jeg er positivt stemt over Kommissionens udspil. Det indeholder mange progressive elementer, inspireret af danske tilgange til forvaltningen af fiskeriet, og det lægger et ambitiøst fundament for den videre arbejdsproces i EU.

Nu håber jeg, at Rådet og Parlamentet fortsætter de gode takter, som Kommissionen har lagt for dagen. Med Danmark i førersædet i Rådet, mener jeg, vi har det bedste udgangspunkt for en fremtidig fiskeripolitik bestående af bæredygtigt fiskeri, en konkurrencedygtig og levende fiskerisektor samt retfærdige fiskeriaftaler med tredjelande.