NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
For 40 år siden sad han ved daværende statsminister Jens Otto Krags side, da Krag på Danmarks vegne underskrev traktaten, der bragte Danmark ind i EF. I dag sidder Jens Christensen i en solbeskinnet stue nord for København og tænker tilbage.
Der er kaffe i kopperne på kaffebordet denne eftermiddag. Men for 40 år siden stod optakten til underskriften på whiskysjusser på Krags hotelværelse inden sengetid, og her husker Jens Christensen tydeligt en eftertænksom statsminister: ”Er det nu rigtigt, at vi skriver under?” Han ville diskutere, hvad det førte til, erindrer Jens Christensen.
Krags ræsonnement var, at »Hvis vi engang i næste århundrede bliver en del af Europas Forenede Nationer, så er det nok ikke det værste, der kunne ske i betragtning af det, vi havde oplevet i første halvdel af dette århundrede«.
»Vi havde nok en fornemmelse af, at nationalstaten kom til at betyde mindre fremover.”
Mens solen skinner ind ad vinduerne i Nordsjælland, er der både en bankunion og sandsynligvis en finansunion på tegnebrættet i EU, mens kommissionsformand Jose Manuel Barroso gør klar til at holde sin årlige tale om Unionens tilstand, hvor han siger det klart: ”Vi har brug for en føderation af nationalstater for at få unionen til at fungere”.
Men det var ikke drømmen om en føderation, der styrede Danmark ind i EF. For selv om fællesskabets betydning for freden efter de to verdenskrige betød meget for Krag, så var det først og fremmest hensynet til dansk økonomi, der gjorde udslaget, forklarer Jens Christensen:
Danmarks store landbrugseksport nødvendiggjorde fra starten et medlemskab af den spæde Union, man i efterkrigstiden kaldte ”De Seks”. Frygten var, at De Seks – blandt andet på grund af den kolde krig – ville oprette handelsbarrierer for at sikre, at de blev selvforsynende med landbrugsvarer, til stor skade for Danmark.
Alternativerne i efterkrigstiden var frihandelssamarbejdet EFTA, der blev skabt mellem Sverige, Norge, Danmark, Storbritannien, Portugal, Schweiz og Østrig, som et frihandelsområde først og fremmest for industrivarer og ikke det for Danmark så vigtige landbrug: »Man så derfor ret hurtigt, at EFTA ikke havde den nødvendige slagkraft. Vi skulle være med i De Seks«, forklarer Jens Christensen.
Danmarks optagelse i De Seks var allerede på tegnebrættet i 1961, men da blokerede den franske præsident De Gaulle for briterne. Og selvom der var flertal for dansk deltagelse i Folketinget på det tidspunkt, hvor Krag var udenrigsminister i Danmark, ville man ikke melde sig ind uden briterne, der stadig sås som helte efter 2. verdenskrig over for ”det katolske sammenrend” i De Seks med Tyskland, Frankrig og Italien.
Jens Christensen arbejdede derfor hele tiden i Udenrigsministeriet på at bygge bro til EF. I 1967 søgte Danmark igen om optagelse, men fik afslag. Så prøvede vi at lave et nyt samarbejde - Nordek – med Sverige, Danmark, Norge og Finland, men det røg på gulvet, måske på grund af Ruslands indflydelse på finnerne, så de ikke underskrev traktaten.
Skeptikerne
Skeptikerne - med bl.a. socialdemokraterne Ritt Bjerregaard og Svend Auken i spidsen - stemte nej, fordi de var bange for, hvad det ”stadig snævrere samarbejde” med tiden kunne udvikle sig til. De følgende år fortsatte ja-nej diskussionen og kulminerede med det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992. De, der havde stemt ja for at sikre flæskepriserne, kunne undervejs notere, at Danmarks landbrugseksport i de første år efter afstemningen i 1972 steg med en værdi på omkring tre milliarder danske kroner.
Skuffelsen Danmark
»Vi har været en skuffelse i Europa«, siger Jens Christensen: »Der var ingen, der havde forestillet sig, at Danmark ville blive besværlig som medlem«.
Når det kommer til Unionens udvikling, har det hele tiden været klart, at en valutaunion var nødvendig for, at EU kunne fungere som frihandelsområde. »Det havde derfor været helt naturligt, at Danmark var gået med i euroen fra starten, og ikke som Storbritannien valgte at stå uden for«, siger Jens Christensen.
Og det er her, han mener, at vi for alvor har svigtet Unionen, som netop nu er i krise: Danmark ville sammen med Sverige og Storbritannien kunne have banet vej for en langt mere ærlig tone i EU, mener han: »EU har slet ikke været hårde nok over for Grækenland, da vi så, at de snød. Det sagde man ikke til hinanden i EU«, men tilføjer han. »Det var måske ikke gået så galt, hvis Danmark, Sverige og England havde været med i eurozonen. Vi havde været bedre til at sige: Det går ikke!«
I dag ser det sort ud, når man efterspørger en folkeafstemning om euroen. Og Danmarks forbeholdne medlemskab af Unionen har da også én gang for alle sat os ud på et sidespor, hvor vi ikke har medindflydelse på det projekt, som har givet næsten konstant økonomisk fremdrift siden 80’erne:
»Vi siger, at vi har en af de stærkeste økonomier i Europa«, siger Jens Christensen med henvisning til den siddende socialdemokratiske regering: »Men samtidig kræver vi nu at få en milliard i rabat på vores EU-kontingent. Det er småligt«.
Kilder i øvrigt: Nikolaj Petersen: Dansk udenrigspolitisk Historie, bind 6, 1993. Michael Seidelin: Den stenede vej mod Unionen, 2004. Jens Christensen: The odd man out, 1993. Carsten Svane Hansen: En Union - Den Europæiske Union efter Maastricht, 1994