Et EU-formandskab er ikke, hvad det har været

Mange husker Anders Fogh Rasmussens triumf, da østudvidelsen faldt på plads på EU-topmødet i København i 2002. Meget har siden ændret sig.
Af Michael B. Lauritsen
13. april 2012

Selvom det danske formandskab ifølge flere centrale embedsmænd fik et væsentligt mere positivt afsæt, da Danmarks nye regering ændrede beslutningen om konstant bevogtning af Danmarks ydergrænser, så hører vi ikke Helle Thorning Schmidt melde ud: »We have an agreement,« i København til sommer.

Et formandskab bliver typisk åbnet og lukket med et topmøde i formandskabslandet, og som man kan se på modellerne nedenfor, er der især under efterårsformandskaber blevet lukket mange sager op til – og under – disse topmøder.

På disse topmøder har formandskabslandets statsminister været fast mødeleder, ligesom landets øvrige ministre har ledet de almindelige møder i ministerrådene for økonomi, konkurrenceevne, miljø, landbrug og fiskeri, beskæftigelse og sociale anliggender, retlige og indre anliggender, samt transport, telekommunikation og energi.

Mindre prestige med Lissabon-traktaten

Med Lissabon-traktaten har Det Europæiske Råd fået en fast formand, Herman Van Rompuy, der har overtaget ledelsen af samtlige topmøder mellem statschefer, ligesom disse er blevet flyttet til Bruxelles. Derfor ingen »agreement« i København til sommer.

Ligeledes er den tidligere kommissær Catherine Ashton blevet udnævnt som højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og leder dermed fast Rådet for Udenrigsanliggender. Møder på euroområdet ledes af den Luxembourgske statsminister, Euroformand Jean-Claude Juncker. Og det er uden at nævne de seneste måneders tilstand i unionen, hvor lederskab stort set har været synonymt med navnet Angela Merkel.

Mindst ligeså meget arbejde

Men ledelsen af de tusindvis af møder i Bruxelles mellem ministre, ambassadører og embedsmænd, hvor især Rådets mange arbejdsgrupper vejer tungt, ligger stadig hos formandskabet. (Se iøvrigt boks side 6). Desuden afholdes otte uformelle møder i Danmark under formandskabet.

Her forsøger formandskabslandet at mægle de andre lande frem til kompromiser, hvilket ikke er blevet en lettere opgave, efter at EU i 2004 og 2007 blev udvidet fra 15 til 27 lande. Heller ikke udfordringen med en effektiv logistisk afvikling af møderne er blevet mindre håndgribelig.

De 754 medlemmer af EU-Parlamentet har med Lissabon-traktaten fået langt mere indflydelse på EU-lovgivningen, hvorfor opgaven med at koordinere lovgivning mellem Rådet og Parlamentet også er blevet væsentligt tungere, siden Lissabon-traktaten. Dette bliver i høj grad Europaminister Nicolai Wammens opgave under det danske formandskab.

En forsigtig status på formandskabet efter Lissabon-traktaten er derfor: mere arbejde, mindre prestige.