ARTIKLER


EU-journalist uden grænser

En omtale af Ole Aabenhus
Af Rasmus Nørlem Sørensen
15. april 2012

Han har skrevet bøger om Kina og Japan, arbejdet med ulandsprojekter, været DR’s korrespondent i Bruxelles – og så har han på det nærmeste opfundet en ny journalistisk genre: Den regionale EU-journalistik. Nu overtager han roret på magasinet NOTAT fra undertegnede.

Filip Schwartz Kirkegaard, der har overtaget Oles arbejde med den borgernære journalistik for Region Sjællands kontor i Bruxelles, har naturligvis fået stillet spørgsmålet: Hvem er ham Ole Aabenhus?

»Han er en, der aldrig stopper. Jeg håber, at jeg bliver ligesom Ole, når jeg engang bliver 70. Han kunne godt tillade sig bare at læne sig tilbage og klare tingene på rutinen, men han forsøger hele tiden at finde nye og smartere måder at gøre tingene på.«

Ole Aabenhus startede Zealand Denmarks nyhedsside ”Sjælland EU Nyt” og har høstet mange roser for sin evne til at formidle det vanskelige EU-stof.

»Ole har haft den tilgang, at alt hvad han skrev, skulle kunne læses af hans egen mor på 92. Så han skriver nyheder, som kan forstås af mange,« siger Filip Schwartz Kirkegaard.

Folkeoplyser

Poul Smidt, EU-journalist og tidligere kollega med Ole fra hans tid på DR, er ikke uenig i karakteristikken:

»Han er et nysgerrigt menneske. Nysgerrig på problemstillingerne og pædagogisk i sin tilgang til formidlingen af dem. Han er en folkeoplyser i ordets bedste forstand og kan give nye facetter til debatten og kritikken af EU. Og man må sige, at han påtager sig opgaven med NOTAT på et tidspunkt, hvor man ikke behøver være EU-skeptiker for at se, at det ikke går.«

Med rygsækken fuld af forunderlige erfaringer og med ambitioner om, at NOTAT skal bidrage til at skabe en bedre, mere visionær og mere oplysende EU-debat, hvad er det så vi kan forvente fra redaktøren selv?

»Jeg er ikke sikker på at jeg skal gøre så meget anderledes. Men vi råder over en meget heldig kombination af oplysningsforbund, magasin og hjemmeside. Det er en meget stærk trekant.« siger Ole Aabenhus om sin nye stilling.