Europas genveje til Senegals fisk

Årtiers overfiskeri har fået Senegal til at takke nej til flere fiskeriaftaler med EU. Men de europæiske fartøjer har fundet andre genveje til Senegals fisk, og rovdriften på fiskeriressourcerne fortsætter
Af Iona Eberle
17. april 2012

»Selvom EU siger, de kun fisker »over-skudsfisk« under deres fiskeriaftaler, så tror jeg ikke på det«, siger Raoul Monsembula fra Greenpeace Senegal til NOTAT.

EU's fiskeri-partnerskabsaftaler med lande uden for EU hviler på princippet om bæredygtighed og giver kun de europæiske flåder adgang til overskudsfisk, som landene ikke selv har kapacitet til at fange. Men fiskeribestanden i de vestafrikanske farvande har været dalende, og flere bestande er på randen af kollaps.

I 2006 valgte Senegal derfor at sige nej tak til en fornyelse af fiskeriaftalen med EU. Man ville lette presset på ressourcerne og støtte det senegalesiske fiskeri, navnligt kystfiskeriet, der beskæftiger mere end 600.000 og i sig selv udgør en vigtig fødevarekilde.

Blandet foretagende

»Men«, siger Raoul Monsembula, »de europæiske flåder fisker her stadig, nu bare under andre aftaler«.

Typisk ser man de europæiske fiskere gå sammen med en senegalesisk investor og danne joint venture virksomheder.

Senegaliseringens fordele

For de europæiske fiskere er der en række fordele ved at »senegalisere« deres flåde igennem en joint venture aftale.

»De europæiske interessenter går ofte i samarbejde med rige lokale forretningsmænd, der har gode forbindelser til de lokale magthavere. Derigennem får de særbehandling«, siger BÈatrice Gorez fra Coalition of Fair Fisheries Agreements – et netværk, der arbejder for at sikre kystfiskernes interesser i EU's fiskeriaftaler. »- Men i mange tilfælde er den senegalesiske investor blot en stråmand«.

For at tiltrække udenlandsk kapital tilbyder Senegal, ligesom så mange andre lande, fordelagtige skatteforhold. Det er den ene fordel for europæiske flådeejere.

Dertil kommer, at fisker man under EU-flag, skal man lande en vis procentdel af fangsten (typisk 60 pct.) i Senegal – et krav, som joint ventures er undtaget fra.

Den korte afstand til de sydeuropæiske havnebyer gør det nemt at lande fangsten direkte i EU og sælge fisken videre på det indre marked uden mellemstop og for mange mellemmænd.

Ressourcekamp

Joint venture aftalerne giver de europæiske fiskere adgang til de kystnære farvande, som ellers har været forbeholdt kystfiskerne. Det fører til en øget kamp om fiskeriressourcerne.

Uheld mellem de senegalesiske kystfiskere, der fisker i små piroguer, og de store joint venture flåder, hører til dagens orden, og det er blevet sværere og sværere for kystfiskerne at tjene til dagen og vejen.

»Mange kystfiskere prøver at tage til nabolandene for at fiske. Men dÈr er der også problemer. Eller de migrerer til Europa, fordi de ikke længere kan fiske i deres eget land«, siger Raoul til NOTAT.

Flagbytning

Det er ikke kun i Senegal, at denne slags aftaler fører til forvaltnings- og ressourceproblemer.

Mange udenlandske og joint venture flåder benytter sig af muligheden for at skifte landeflag, så de kan få adgang til forskellige landes farvand. Den slags »internationaliserede fiskeflåder« slipper let og elegant uden om de regelsæt, der er formuleret i EU's fiskeri-partnerskabsaftaler med lande uden for EU. De er simpelthen ikke eksisterende i relation til fiskeripolitikken.