EU's automatiske politiske økonomi

Finanspagten - EU's nye strammerregler for eurolandene og andre interesserede (Danmark) – handler om at erstatte politiske beslutninger med »automatiske korrektionsmekanismer.« De nationale politikere og EU-Parlamentet får mindre at skulle have sagt.
Af Staffan Dahllöf
15. april 2012

Bundlinjen er simpel nok: Landene skal som hovedregel have et statsbudget i balance eller i overskud. Den »strukturelle balance« i statens udgifter må ikke udvise et underskud på mere end 0,5 procent af bruttonationalproduktet, BNP.

Dette krav skal skrives ind i de deltagende landes love på en »permanent måde«, helst i deres forfatninger. Hvis der alligevel rokkes ved budgetbalancen, skal »automatiske korrektionsmekanismer« sørge for at skatterne sættes op, eller udgifterne sættes ned.

Men så holder det simple også op

De ny strammerregler, som skiftevis bliver kaldt finansaftale, finanspolitisk pagt og finanstraktat, indeholder flere definitionsproblemer. Der skal tages hensyn til alle sider, bl.a. til den danske Nordsøolie.

• Kravet om balance på budgettet kan fraviges i tilfælde af »usædvanlige hændelser uden for de deltagende landes kontrol« eller i perioder med »alvorlig økonomisk nedgang.« Her er der god plads til politiske fortolkninger.

• Det som skal overholdes – selve krumtappen i aftalen – blev først kaldt for »strukturelt underskud«, og derefter for »strukturel balance«. Muligvis er elastikken nu så lang, at man kan tage hensyn til, at den danske stats indtægter fra Nordsøolien og beskatningen af pensionsfonde kan svinge betragteligt fra år til år.

• Kravet om en gældsbremse i landenes forfatninger, eller tilsvarende, er som nævnt blevet blødt op til et krav om gældsbremse i »national lov af permanent karakter«, hvad det så end er. Det vil i hvert fald gøre det lettere for den danske regering at tilslutte sig aftalen, hvis altså SF ikke gør vrøvl. Og det gør det lettere at undgå folkeafstemninger i medlemslande, der har regler om den slags.

Det lukkede forum

Definitionsproblemerne er blevet forhandlet i en stor, men forholdsvis lukket og ukendt kreds med op mod 100 deltagere i Bruxelles - ledende embedsmænd fra medlemslandes hovedstæder.

Briterne, som i forvejen har sagt nej til aftalen, deltager alene som observatører. Det samme gælder de fire medlemmer af Europa-Parlamentet Elmer Brok (tysk kristdemokrat), Guy Verhofstadt (belgisk liberal), Roberto Gualtieri (italiensk socialist) og Daniel Cohn-Bendit (fransk grøn).

Derudover er der deltagere fra Kommissionen, Centralbanken (ECB), ministerrådets sekretariat og fra sekretariatet under EU's topmødeformand Herman Van Rompuy.

Den formelle ramme er Eurogroup Working Group, – en arbejdsgruppe under ministerrådet i Bruxelles, som normalt forbereder møderne mellem eurolandenes finansministre, nu i udvidet udgave.

Hybrid konstruktion

Det hører med til billedet, at det er formanden for EU's topmøder, EU's »næsten-præsident«, Herman Van Rompuy, som formelt set er jordemor for noget, som blev undfanget af den tyske kansler Angela Merkel og Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy.

Forvirret? Det er der al mulig grund til. Aftalen eller finanspagten eller traktaten er i sig selv en slags hybridkonstruktion.

Bruxellesavisen European Voice kalder den en »ikke-traktat« lavet af en »ikke-arbejdsgruppe«. I en note til Europaudvalget skriver folketingets EU-konsulent, at »Aftalen kommer så tæt som muligt på at være en traktatændring, uden at være det«.

Men uanset om man mener, aftalen er genial, blot nødvendig eller dybt forkastelig, så er der nogle grundlæggende problemer at holde øje med, også i det tilfælde, at der foreligger en endelig tekst, når dette nummer af NOTAT bliver læst.

Hvad er det vi taler om?

Formelt set en mellemstatslig aftale indgået af et antal EU-lande, men udenom det EU-retslige rammeværk. Det er ikke en ændring af den gældende traktat – endnu.

Der står i aftalen, at finanspagten skal skrives ind i EU-traktaten »med tiden«... ?

Ja, det vil man prøve på. Men det kræver, at alle medlemslande er med på idéen til den tid, også briterne. Og en sådan traktatændring kan føre til krav om folkeafstemninger.

Har aftalen ingen indvirkning på EU's institutioner?

Jo, Kommissionen skal udarbejde en »automatisk korrektionsmekanisme«, som landene skal indføre, så Kommissionen bedre kan overvåge og godkende »strukturreformer« og finanslove i lande med for stort budgetunderskud. Kommissionen får også en rolle i de situationer, hvor et land ønsker at melde et andet til Domstolen for ikke at følge aftalen.

Domstolen skal vurdere, om et land har opfyldt kravet om at indføre en gældsbremse på den rigtige måde, hvis et andet land – og eventuelt Kommissionen – mener, det ikke er tilfældet.

Parlamentet skal ikke rigtigt noget, andet end at blive inviteret til diskussionsmøder sammen med udvalg fra nationale parlamenter.

Nogen problemer med det?

Set fra Kommissionen og Parlamentet: Ja, de to EU-institutioner bliver skubbet til side. Parlamentets indflydelse bliver tæt på nul.

Et andet aspekt er, at EU's regler for aktindsigt, som per definition gælder for institutionerne, ikke bliver til nogen større hjælp for dem, der måtte have interesse i at følge finansaftalens sindrige mekanik.