NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Maria Damanaki, EU's fiskerikommissær, lægger afgørende vægt på det, man i EU-jargon kalder kohærens eller sammen-hæng i forhold til udviklingspolitikken.
EU laver mange typer aftaler med lande uden for EU, og idÈen er, at alle EU's eksterne politikker (handelspolitikken, fiskeripolitikken m.m.), der påvirker udviklingslande, skal tage hensyn til målsætningen for EU's udviklingssamarbejde.
Lissabon-traktaten siger således i artikel 208, at EU skal »nedbringe og på sigt udrydde fattigdom«.
Kohærens-kravet er særlig vigtigt i de fiskeriaftaler, der indgås med EU-landenes gamle kolonier, det vil sige de lande, der i dag indgår i AVS-samarbejdet, hvor AVS står for Afrika, Vestindien og Stillehavet.
Der er i høj grad tale om en gentagelse af målsætningerne fra tidligere reformprocesser senest i 2002, da »fiskeriaftaler« blev omdøbt til »fiskeri-partnerskabsaftaler«.
Maria Damanaki vil sikre, at EU-flåden kun får adgang til AVS-landenes farvande, hvis det er videnskabeligt dokumenteret, at partnerlandet ikke selv fanger alle de fisk, der er til rådighed.
Formålet er, siger hun, at EU-flåden ikke underminerer miljøet, fødevaresikkerheden eller de socioøkonomiske forudsætninger for fiskeriet i partnerlandene – det vil sige de lokale fiskersamfund.
Hendes forgænger havde samme målsætning ved sidste reform, men reelt har EU's fiskeri i stort set alle partnerlande undermineret miljø, fødevaresikkerhed og lokalsamfund.
Det nye er, at der nu skal indgå en menneskrettighedsklausul i alle fremtidige aftaler.
I den sammenhæng er der særlig grund til at holde øje med den forestående fornyelse af fiskeri-partnerskabsaftalen med Marokko, der siden 1975 har besat Vestsahara.