»Frankrig er en tidsindstillet bombe«

Glem alt om Grækenland, Spanien og Italien. Det virkelige problem for euroens overlevelse er Frankrig.

Det er budskabet i Economist for 17. november 2012, hvor forsiden hedder »The time-bomb at the heart of Europe« og er illustreret med en bombe, der har en kort lunte. Bladet har et helt tillæg om Frankrig, og i bladets leder, der har samme titel som forsiden, udtrykkes dyb bekymring.

Frankrig mister hvert år konkurrenceevne i forhold til Tyskland, og da landet ikke længere kan devaluere sin valuta, har man måttet optage stadig flere lån. Hvor landets gæld i 1981 kun var 22 procent af bruttonationalproduktet, er den i dag over 90 procent.

Erhvervslivet har det også dårligt. Virksomhederne er begrænset af stive fagforeningsregler og store sociale bidrag på lønningerne - større end i noget andet euroland. Det har ført til, at landet har et stort underskud på betalingsbalancen, hvor det endnu i 1999 havde et lille overskud. Og over 10 procent af arbejdsstyrken og 25 procent af de unge står uden arbejde.

Endnu har investorerne ikke været særlig bekymrede over Frankrig, men det kan de hurtigt blive. Landet kan komme i krise allerede i 2014, skriver bladet.

Hvis landet skal undgå en sådan krise, må præsident François Hollande handle lige så dristigt, som Gerhard Schröder gjorde i Tyskland. hvor han gjorde arbejdsmarkedets regler mindre stive og skar ned på de sociale ydelser.

Det gav Tyskland den stærke og konkurrencedygtige økonomi, som landet nu har. Men reformerne kostede også Schröder posten som forbundskansler ved valget i 2005, og det ved Hollande godt.

Han må mindes de ord, som hævdes at være sagt af Luxembourgs statsminister Jean-Claude Juncker:

»Vi ved alle, hvad der bør gøres. Vi ved blot ikke, hvordan vi kan blive genvalgt efter at have gjort det, vi bør gøre!«

Jens Rohde bliver næppe spidskandidat

En kronik i Berlingske søndag den 18. november 2012 får sandsynligvis den virkning, at Jens Rohde ikke bliver spidskandidat for Venstre ved valget til EU-Parlamentet i 2014.

Kronikken hed »Vil regeringen kurere EU-sklerosen?«, og Rohde skrev den sammen med landsformanden for Europabevægelsen, Erik Boel. I den gik de to forfattere langt videre i EU-politikken, end Venstre hidtil har ønsket at gå.

Om Kommissionen skriver de således: »Antallet af kommissionsmedlemmer bør skæres ned til 2/3, det vil p.t. sige 18 - så Kommissionen bliver et beslutningsorgan i stedet for en snakkeklub. Vi skal af med overflødige kommissærposter, så EU kan koncentrere sig om de væsentlige grænseoverskridende opgaver.«

Og om militæret skriver de, at et forpligtende forsvarssamarbejde i EU skal traktatfæstes. »Det er hul i hovedet og et stort spild af ressourcer, at de 27 EU-lande har hver sit forsvar«.

Og efter at være kommet med en række andre forslag til ændring af EU slutter de af med denne salut:

»Forhåbentlig kan vore tanker være med til at inspirere de danske EU-positive partier til en forhandling om et nationalt kompromis om sikring af dansk indflydelse i det traktatarbejde, som allerede er i gang ude i Europa. Fællesskabet lider af sklerose. Vi kan af frygt for folkestemningen vælge at lade stå til. Eller vi kan medvirke til at frembringe den nødvendige kur. Hvad vælger regeringen?«

Kronikken blev uheldigvis for Jens Rohde bragt netop den søndag, hvor det var tanken, at han skulle kåres som Venstres spidskandidat. Den tanke blev hurtigt opgivet, og mange mener, at det måske er tvivlsomt, om han overhovedet bliver opstillet.

Hoffmeyer: »Euroen er en bristet vision«

Politikerne må nu erkende, at euroen er en bristet illusion, og at man må hjælpe Middelhavslandene økonomisk, så de kan komme ud af euroen og få deres egen valuta igen. Det siger tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer i et interview i Politiken lørdag den 17. november 2012 under overskriften »Den gigantiske arbejdsløshed er Europas egentlige problem«.

»Det nytter ikke noget, at man prøver at bilde Grækenland og andre hårdt pressede middelhavslande ind, at det vil være en ulykke for dem, hvis de forlader euroen. Det er ikke euroen, men arbejdsløsheden, der er disse landes helt afgørende og egentlige problem,« siger Hoffmeyer, der fortsætter:

»Jeg frygter den ekstremisme, som kommer fra både højre og venstre side i det politiske spektrum i kølvandet på den enormt høje arbejdsløshed. Hvordan ville du reagere, hvis du havde børn, hvor der ikke var nogen som helst mulighed for beskæftigelse til dem, når de havde gennemført deres uddannelse? Arbejdsløsheden er en meget voldsom belastning for befolkningerne i Sydeuropa, og det er let nok at sige, at det er deres egen sag at få løst det problem. Men det er det ikke kun. For problemerne er en konsekvens af den monetære union, af eurosamarbejdet,« siger han.

Hoffmeyer mener kun, at man udskyder spændingerne ved at købe de kriseramte landes statsobligationer. Men man redder ikke systemet, og man har stadig den enorme arbejdsløshed. Der er ikke nogen grund til at tro, at en lidt lavere rente vil have direkte indflydelse på arbejdsløsheden. Og arbejdsløsheden skaber nogle politiske konsekvenser, som er enormt ubehagelige for både dem og resten af Europa.

Hoffmeyer mener derfor, at nogle af de hårdest ramte lande bør vælge at melde sig ud af eurosamarbejdet. Det vil give dem en frihed til at devaluere en overvurderet valuta og få skabt grobund for investeringer i nye arbejdspladser. Og de rige lande i Nordeuropa må hjælpe dem ved at give økonomisk støtte på forskellig måde.