ARTIKLER


Fred i Colombia drøftes i Oslo

Norge har længe brugt sin særstilling i forhold til EU til at føre en aktiv fredspolitik, hvad man blandt andet har kunnet se i Palæstina, Sri Lanka og Sudan. Og nu er også Colombia kommet ind i billedet.
Af Sven Skovmand
28. september 2012

Norges nye fredspolitiske initiaitv fremgår af en artikel tirsdag den 25. september i Berlingske »Fem årtiers blodig borgerkrig kan slutte i Oslo«.

Colombia har i 48 år været hærget af en borgerkrig, der har kostet titusinder af mennesker livet. Men nu ser det ud til at lysne.

I hvert fald mødes repræsentanter for den colombianske regering og oprørsbevægelsen FARC den 8. oktober til fredsforhandlinger i Oslo, hvor norske forhandlere vil søge at få parterne til at opnå enighed på samme måde, som de i sin tid fik palæstinensere og israelere til at gå ind for en fredelig udvikling - en udvikling, der desværre blev standset, da Israels statsminister Yitzhak Rabin blev myrdet.

Lektor i latinamerikanske studier ved Københavns Universitet, Jan Gustafson, er optimist. Han mener, at parterne kan enes om, at der skal sluttes fred, og at der skal gøres mere for udviklingen i de landdistrikter, hvor FARC indtil nu har haft sin tilslutning.

Colombia er et af de rigeste lande i Latinamerika, men indtil nu har borgerkrigen gjort det svært at få en udvikling i gang. Derfor er der rige perspektiver i en fredsaftale, mener Gustafson.