ARTIKLER


Grækenland på vej til at nedbringe gælden

Internationale kreditorer melder om positive fremskridt i nedbringelsen af den græske statsgæld. Det er godt nyt for grækerne.
Af Torsten Oster Schmidt
6. august 2012

Grækenland er godt på vej til at efterleve de krav om besparelser, som EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og den Internationale Valutafond (IMF) har stillet det kriseramte land.

Det viser en ny inspektion gennemført af de tre kreditorer, der tilsammen går under navnet "trojkaen", skriver International Herald Tribune.

Astronomiske lån
Trojkaen har over de seneste to år ydet lån for 240 mia. euro til Grækenland.

Før nye lån kan blive aktuelle i fremtiden, har de internationale kreditorer gjort det klart, at Grækenland skal efterleve krav om besparelser på i omegnen af 15 mia. euro på statsbudgettet over de næste tre år.

Det er disse krav, som trojkaens udsendinge har kigget efter i sømmene, og nu melder, at Grækenland er godt på vej til at efterleve.

Græsk medvind
Iagttagere vurderer, at den græske statsminister Antonis Samaras vil udnytte inspektionen til at understrege, at EU kan stole på Grækenland på dette område.

Grækenland med Samaras i spidsen håber dermed at have sendt et signal over for de øvrige eurozonelande om, at Grækenland fortsat kan være med i euroen.

Antonis Samaras skal senere på måneden mødes med eurozonens formand Jean-Claude Juncker, den tyske kansler Angela Merkel og den franske præsident Francois Hollande for at diskutere eurozonesamarbejdet.