Hjælper Finanspagten?

En oversigt for begynderee over den såkaldte løsningsmodel for eurokrisen
Af Ole Aabenhus
15. april 2012

Merkozy spiller ud

Angela Merkel og Nicolas Sarkozy havde planen klar, da Storbritannien slog bak på topmødet i december: Medlemsstaternes lånelyst skal bremses. Hovedreglen er, at det årlige underskud på de offentlige budgetter skal holdes inden for 3 pct. (af bruttonationalproduktet, BNP) og den samlede offentlige bruttogæld skal tilsvarende holdes inden for en ramme på 60 pct. af BNP. Eurolande, der bryder reglerne, skal straffes.

HOV, det lyder som en rigtig gammel idé?

Rigtigt. Både 3 pct. og 60 pct. kravet var med i Maastricht-traktaten allerede i 1992.

Kun hvis man kunne holde det offentlige budgetunderskud på under 3 pct. af BNP, kunne man blive medlem af euro’en, hed det. Det var ikke mindst Tyskland, der insisterede på den regel, ved den daværende finansminister Theodor Waigel.

Men hvad er det så, finanspagten handler om?

Finanspagten er en af mange opstramninger af de underskudsregler, der er knyttet til euro’en. De tre vigtigste punkter er:

1. Max ½ pct. i »strukturelt underskud«.

Opstrammet variant af 3 pct. reglen, der siger, at underskud, der skyldes konjunktursvingninger (»cyklisk underskud«) accepteres op til 3 pct.

Resten kaldes det »strukturelle« underskud og må (i gennemsnit over en årrække) højst være på 0,5 pct. af BNP.

2. Grundlovskravet

Fru Merkel kræver, at 3 pct. og 60 pct. kravene indskrives i grundloven (eller i »anden tilsvarende lov«) i medlemslandene. Baggrunden er, at en fælleseuropæisk ordning ville være forfatningsstridig i Tyskland.

3. Skærpede trusler om straf

Man taler om »omvendt flertal«. Det betyder, at et forslag fra Kommissionen om bøder til et regelbrydende euroland, er vedtaget automatisk medmindre der er flertal imod. En række lande forsøger at få denne ordning svækket, heriblandt Frankrig.

Tidligere i 2011 vedtog man en række andre tiltag. Det vigtigste er nok »det europæiske halvår (semester)«, der handler om, at Kommissionen i løbet af forårsmånederne skal godkende, at de nøgletal, som regeringerne i de – suveræne – medlemsstater vil lægge til grund for efterårets finanslovsforslag, er »rimelige«. Holder de sig ikke inden for de vedtagne rammer, vil det blive påtalt, og det henstilles, at landene ændrer finanslovsforslaget i overensstemmelse hermed.

Men hvad kommer det os ved?

Vi stemte nej til Maastricht og fik et forbehold over for euro-reglerne!

Jo, men det ligger i euro-forbeholdet, at vi indgår fuldt og helt i anden fase af »Den økonomiske og monetære union«, hvor euro’en udgør tredje fase. Fase II indebærer, at vi har forpligtet os til at følge samme grundlæggende regler for god økonomi som euro-landene – herunder de 3 og de 60 pct.

Altså:

Den grundlæggende antagelse er uændret siden 1992:

Hvis medlemsstaterne holder sig inden for 3 pct. af BNP i offentligt underskud og 60 pct. af BNP i samlet offentlig bruttogæld, vil alt være godt!

Men hjælper reglerne overhovedet? Hvad siger erfaringen?

De store lande i eurozonen, inklusive Tyskland og Frankrig brød omgående 3 procent reglen – og ingen er straffet. Straffen skulle besluttes af et flertal af de deltagende lande – og ingen magtede at samle et flertal mod Tyskland og Frankrig.

Spanien holdt sig på dydens vej til krisen kom i 2008, men er alligevel endt i problemer. Grækenland er et kapitel for sig, og det handler om manglende gensidig kontrol: Med hjælp af eksperter fra Goldman Sachs m.fl. sminkede man statens regnskaber.

Markedet troede på euro’en i 9 år, men ikke længere

De lande, euro-krisen har givet rente-smæk, betalte tilsvarende høje renter FØR euro’en kom til. I de 9 år frem til Lehmann krakket troede markederne på, at Tyskland ville stille sig solidarisk og om nødvendigt garantere alle eurolandes statsgæld.

Men det blev et »Nein!« fra fru Merkel og først derefter kom der bid i krisen.

Hvem tjente på alt dette?

Tyskland!

Tyskland havde fået sig anbragt i den helt rigtige position:

Den kunstigt lave rente, især i Sydeuropa, fik flere til at købe mere – i Tyskland.

Den tyske regering kørte en skrap lønreform igennem i starten af 00-erne, hvad man ikke gjorde i syd.

Så tyske varer var ekstra konkurrencedygtige, og sydeuropæiske ekstra dyre.

EU-landene handler mest med hinanden. Groft sagt, hvad sydeuropæerne tabte på gyngerne, tjente Tyskland på karrusellerne.

Så hvad handler krisen om til syvende og sidst?

Kejserens nye klæ’r? Handler det om en »Kejserens nye klæ’r« valuta, der kørte fint, så længe markedet troede, Tyskland ville garantere for alle?

Eller vækst?

Eller handler det om, at der er euro-lande, der kørte friløb, så længe eventyret varede, – mens konkurrenterne ude i verden (Kina, Indien) kom hurtigt ud af krisen?

Der er to forskellige svar:

Skær ned!

.. og du er ret sikker på at krisen bliver værre. Det betyder øget arbejdsløshed (arbejdsløsheden er allerede på over 20 pct. i Spanien). Den liberale økonomi siger, at arbejdsløshed sænker lønningerne, indtil økonomien igen er konkurrencedygtig på eksportmarkederne.

Erfaringerne siger, at det er en vanskelig operation. At folk vil holde på pengene, så alting går i stå. Og at der vil komme social uro.Et ekstra problem er, at EU-landenes primære eksportmarkeder i dag er de andre EU-lande. Det er det, Wall Street Journal har kaldt euro-landenes Münchhausen-problem:

En af de løgnehistorier, den sagnomspundne baron von Münchhausen skal have fortalt, handler om, hvordan han trak sig selv og sin hest op af en mose ved at hive sig selv i hårpisken.

Kick-start!

… og du risikerer finansielt sammenbrud. I EU er låneoptagelsen eksploderet siden 2008, dels på grund af stagnationen, dels fordi arbejdsløsheds- understøttelse og andre velfærdsforanstaltninger koster.

Øget gæld kan føre til nye angreb fra markederne, fordi investorerne stiller tre spørgsmål:

- Om det enkelte land virkelig kan forrente al den gæld, de optager.

- Om andre lande vil komme det til hjælp (solidaritet).

- Eller om Den europæiske Centralbank får mandat til at hjælpe de nødstedte.

Den sidste mulighed ville være, at man fik en slags europæiske statslån, hvor alle lande hæfter solidarisk (eurobonds). Den mulighed strider imidlertid mod den tyske grundlov og vil formentlig blive kendt ugyldig ved forbundsdomstolen i Karlsruhe.

Som duksedreng i EU-land har Danmark stadig mulighed for at låne – og dermed, som regeringen siger, kick-starte økonomien. Næste problem bliver, om vi har et Europa i vækst at eksportere til?

Konklusion:

Man er nødt til at stramme i Sydeuropa, men ikke for meget. Euro-reglerne om 3 pct-af-BNP underskud på statsbudgettet og 60 pct-af-BNP i samlet gæld er således kun en halv løsning. Der mangler den anden del, at de lande, der har overskud i samhandlen må mindske ubalancerne og indgå i en solidarisk låneordning. Uden denne anden del af løsningen er det kun få lande som Danmark, der kan kick-starte ny vækst, og det batter ikke meget i en europæisk sammenhæng.

Så måske er det snarere ØMU-reglerne, der skal ændres, så lande med store handelsoverskud, som Tyskland, Holland og Østrig bliver forpligtede til at sætte gang i væksten.

(Tak til professor Jesper Jespersen, RUC, for råd og præcisioner. Grafik hentet fra Dansk Erhverv, Vicky Price/Financial Times, BBC og EU-ambassadør Jeppe Tranholm Mikkelsen.

Koncept udviklet efter BBC Business. For en grundig gennemgang af samme problemstilling, se professor Jesper Jespersens artikel »om bord på Titanic« på www.ræson.dk)