NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Island kom først. I 1990 begyndte islandske fiskere at handle med fangstkvoter, som var de allerede fangede fisk. Retten til at fange dem var privatiseret. Dele af naturen - "det billige skidt" - fik en salgspris. Og den var god.
Danmark indførte det samme system i 2005 efter en aftale mellem den daværende regering og Dansk Folkeparti.
Med individuelle omsættelige kvoter (blandt kendere kendt som IOK) steg prisen på kystvandskvoter med 1000 procent og på dybvandskvoter med 3000 procent.
Fra udsmidning til bæredygtighed
Nu foreslår Kommissionen, at individuelle omsættelige kvoter skal indføres i alle EU-lande, ikke mindst for at komme et betydeligt ressourcespild til livs.
Hvis hver enkelt båd har sin egen kvote, og man samtidig forbyder udsmidning af undermålere, fisk af forkert art eller fisk, hvor den nationale kvote er brugt op, vil man få et mere bæredygtigt fiskeri, er teorien. Så vil fiskerne kun gå efter, hvad de må føre i land til salg.
Men ét er teori, noget andet virkelighed. På Island har man i hvert fald gjort sig nogle smertelige erfaringer.
Kvotesalg og bobleøkonomi
Den mekanik, der udviklede sig på Island, da man fik IOK - individuelle, omsættelige fiskekvoter - var som en tretrinsraket:
- Kvoterne fik en pris.
- Prisen blev omsat til kapital.
- Den private kapital fandt veje ud i verden og blev brugt til alt mulig andet, end hvad der havde med fiskeri at gøre - f.eks. til danske aviseventyr for islandske krónur og til en lang række lånefinansierede investeringer.
Salget af fiskekvoter var med til at blæse den islandske bobleøkonomi op - indtil den revnede med et brag i efteråret 2008, da islandske banker krakkede.
De konkrete følger for fiskeriet var tydelige allerede dengang. De store og rige blev større og rigere. De små blev købt ud med en éngangsfortjeneste. Kapital blev koncentreret på færre hænder. Den blev blandt andet brugt til investeringer i stadig større sejlende fiskefabrikker, som tilbereder fangsten til søs.
Opgjort i tal blev resultatet, at;
- de ti største kvoteejere havde fået kontrol med mere end 50 procent af alle fiskekvoter.
- 428 islandske fiskeribedrifter drejede nøglen om mellem 2003 og 2007.
- 60 procent af de fiskerirelaterede arbejdspladser i land forsvandt.
Et splittet samfund
Tallene og analysen ovenfor er udviklet af Karl Benediktsson og Anna Karlsdóttir, forskere på Islands Universitet. De konkluderer i en rapport, at de omsættelige kvoter kom til at virke som en kortvarig kapitalindsprøjtning til spekulationsøkonomien.
Kvotesalget blev det afgørende spørgsmål, som mere end noget andet kom til at splitte det islandske samfund.
Kvotesalget splitter også EU-Parlamentet, selvom der ikke er direkte henvisninger til de islandske erfaringer i debatten.
På den ene side har vi Carmen Fraga, spansk medlem af den konservative partigruppe EPP (kristendemokraterne) og mangeårig forsvarer af den store spanske fiskeflådes interesser. Hun kalder sig for en overbevist advokat for de omdiskuterede kvoter:
»Så længe ingen finder på en ny model, er modellen med omsættelige kvoter den eneste, som kan stoppe overfiskeri,« sagde hun på et udvalgsmøde i begyndelsen af februar.
Hendes partigruppekollega, franskmanden Alain Cadet, mente derimod, at omsættelige kvoter indebærer en kapitali-
sering af fælles ressourcer, og at det vil gå ud over kystfiskeri og de lokale fiskerisamfund.
Udvalgets formand, den tyske socialdemokrat Ulrike Rodust, sagde, at problemets kerne er overfiskeri, men at hun er usikker på, om omsættelige kvoter er den eneste løsning.
"Hvert land må selv vurdere"
Og hvad mener så det danske formandskab, repræsenteret ved fødevareminister Mette Gjerskov? Hun er i tvivl.
»I Danmark har vi i en årrække haft individuelle omsættelige kvoter. Det er imidlertid ingen hemmelighed, at der også her er delte meninger.
Mange medlemslande har en fiskeriforvaltning, der er velfungerende og tilpasset de særlige forhold, der gør sig gældende for deres land. Derfor vil de ikke tvinges til at indføre omsættelige kvoter og ændre deres nuværende forvaltningssystem. Det har jeg forståelse for,« siger Mette Gjerskov til NOTAT.
Er der uheldige danske - og måske islandske - erfaringer, som andre lande kan lære af f.eks. med kapitalkoncentration?
»Jeg mener, hvert land selv må vurdere, hvordan fiskeriet skal reguleres. Jeg tror ikke, man kan overføre erfaringer direkte fra et land til et andet.«
En første diskussion om, hvad landene mener, er sat på dagsordnen til et rådsmøde i april. Målet, eller forhåbningen, er, at de 27 EU-lande derefter skal opnå en politisk enighed i juni.