ARTIKLER


Merkel og Hollande kan afgøre EU’s fremtid

Rygter spreder sig op til Det Europæiske Råds topmøde 28. til 29. juni om en fælles europæisk finansunion. Men meget skal nå at falde i hak.
Af Thomas Wilhelm Fonfara - KOMMENTAR
13. juni 2012

Ordet "finansunion" er i øjeblikket på alles læber.

Idéen er, at med mere økonomisk integration kan man redde den europæiske økonomi ud af gældskrisen - og forebygge nye.

I praksis vil en finansunion give EU langt større magt over eurolandenes økonomiske politik, og forebygge røde tal på bundlinjen af medlemslandenes budgetter. Det vil få konsekvenser, hvis medlemslandene bruger flere penge, end der kommer ind via skatterne.

Undtagelsesvist skal EU kunne godkende budgetoverskridelser og gæld. Det sker ved hjælp af euroobligationer - de såkaldte euro bonds - som i praksis vil få den betydning, at medlemslandene hæfter for gæld i fællesskab.

Et styrket eurosamarbejde
Medlemmerne af det Europæisk Råd mødtes i maj til en uformel middag for at diskutere mulige løsninger på eurokrisen. Formanden for Rådet, Herman van Rompuy, opsummerede på et efterfølgende pressemøde indholdet af den uformelle samtale, der kan ses som en generalprøve på topmødet senere denne måned.

Van Rompuy bekendtgjorde ifølge tyske Der Spiegel, at i samarbejde med Kommissionens Formand José Manuel Barroso, Eurogruppens formand Jean-Claude Juncker og formanden for den Europæiske Centralbank (Mario Draghi) vil lave et udkast til en styrkelse af eurosamarbejdet. Der kommer snart konkrete initiativer på banen, som skal bringe den fælles valuta på ret kurs, sagde van Rompuy.

Merkel og Hollande langt fra hinanden
Men muligheden for at nå til enighed var svær at ane efter mødet i maj, ikke mindst på grund af kløften mellem Merkel og Hollande.

Den nyvalgte franske Præsident Francois Hollande har lovet sine vælgere et skifte fra budgetstrenghed til vækst og samtidig talt varmt for euroobligationer. Han mener, det gælder om at lette vilkårene for de hårdest ramte økonomier og sætte gang i væksten.

Angela Merkel mener modsat, at euroobligationer strider imod de eksisterende traktater og ikke ville kunne sætte gang i væksten her og nu. Euroobligationer kan blive en del af løsningen på den lange bane, men det ville kræve en endnu stærkere økonomisk koordinering i eurozonen, ifølge kansleren.

Et kompromis mellem de to ville, som Süddeutsche Zeitung skriver, betyde, at »...kontinentets to stærkeste stater vil være tvunget til at bidrage med deres to største skatte: Tyskland vil være nødt til at dele sine penge, og Frankrig dets suverænitet.«

Finansunionen nærmer sig
Men kompromiset om en finansunion og euroobligationer, der i maj så ud til at være genspejlingen af en fjern fremtid, ser nu ud til at nærme sig. Rygterne om en kommende finansunion spreder sig som ringe i vandet.

Når det er sagt, skal meget stadig nå at falde i hak. Man skal nå til enighed om en traktattekst, der efterfølgende skal ratificeres af medlemslandene.

Det kan blive en svær opgave at få de nationale regeringer til at overdrage suverænitet på et område så vigtigt som nationalbudgettet.

Mod en fremtidig føderalstat?
Som Europa ser ud i øjeblikket, kan det være svært at forestille sig, at en føderalstat skulle være lige på trapperne.

Et muligt scenarie kunne være, at en snæver kreds af lande går videre med en finansunion uden flertallet. I så tilfælde kan det blive svært at holde sammen på unionen i det daglige samarbejde.

Et andet er, at små, centralt placerede aftaler hen over sommeren vil skabe naturligt grundlag for en udvikling, som ikke kan føre andre veje end i retningen af mere integration.

Nu mangler vi bare at se, om Merkel har indset, at det eneste mulige kompromis indebærer at byde euroobligationer velkomne som en del af den fiskale union, eller om hun blot lægger pres på Hollande for at gøre ham det klart, hvor urealistisk hans ambition er.

Under alle omstændigheder ligger EU's fremtidige udseende i Hollandes og Merkels hænder.


Thomas Wilhelm Fonfara er cand.scient.soc. i Europæiske Studier fra Aalborg Universitet.

Læs også artiklen i Der Spiegel: Europe looks at plans for political union and budgetary oversight

Læs også artiklen i BBC: EU wants Greece to stay in eurozone, says Van Rompuy

Læs også artiklen i Süddeutsche Zeitung: The price of the euro: German money, France’s independence