Merkel og Europa

Mens tyskernes tillid til euroen falder, er deres opbakning til Angela Merkel euro-politik stærkere end nogensinde. Men hvad vil Merkel med Europa
Af Gry Brøndum og Ole Aabenhus
3. oktober 2012

Internt i sit parti bliver hun kaldt »Mutti» og har solid opbakning fra mere end 92 procent af de kristelige demokrater (CDU). Ifølge en meningsmåling i august støttes hun af 70 procent af de tyske vælgere – på trods af det sviende nederlag, hendes parti vandt i forsommeren ved delstatsvalget i Nordrhein-Westfalen.

Også socialdemokraterne og De Grønnes vælgere mener, at Merkel er bedst, når det gælder at redde euroen og dermed sikre Tysklands fremtidige velfærd – fordi, mener en tysk kommentator: »Tyskerne kan lide, at hun fortsætter med at køre den hårde linje over for Grækenland... Italien, Grækenland, Spanien, Portugal – alle disse lande er på vej i tysk retning«.

Men enkelt er det ikke at manøvrere. 41 procent af de tyske vælgere ville foretrække at få D-marken tilbage, mens kun 43 procent ville stemme for euroen, hvis de fik valget, viser en YouGov undersøgelse ifølge Financial Times.

Til gengæld siger 64 procent af vælgerne, at en effektiv løsning på eurokrisen er den største udfordring overhovedet for deres land.

Jernkansleren

Den hårde linje har i første omgang givet Merkel et image i Europa som »Frau Nein« eller »Jernkansleren«, og de barske sparekrav til grækerne har resulteret i plakater af Merkel med Hitler-skæg i de athenske gader. Også i Polen har der været karikaturtegninger, der peger tilbage på Hitlers forsøg på at underlægge sig Europa.

Og måske derfor går Merkel stille med dørene, når det gælder hendes visioner for Europa.

Mange kritikere opfatter hende som en pragmatiker, der svinger fra sag til sag, men det passer ikke med hendes vedholdenhed. På topmøderne i Bruxelles har hun gang på gang vist en evne til at overbevise kollegerne om sine og sit lands problemer, så der til sidst ikke var et øje tørt. Som f.eks. i december sidste år, da David Cameron truede med et britisk veto, men hun fik alligevel Finanspagten igennem.

I sin meget indgående Merkel-biografi giver forfatteren Gerd Langguth da også indtryk af en kvinde, der vil magten, og som gennemtænker det politiske spil 7 træk frem som på et skakbræt.

Mere magt til EU

Men der er to grundtræk, som træder mere og mere tydeligt frem i Merkels Europa-politik:

Det ene er det efterhånden velkendte: Tyskland hjælper ikke andre uden at stille krav om strukturreformer, lavere løn, lavere velfærdsudgifter osv.

Det andet er, at Angela Merkel ønsker en politisk union i Europa som betingelse for, at Tyskland vil være med til fælles garantiordninger i stil med euro-obligationer, der vil kunne give Grækenland, Spanien og andre kriseramte lande adgang til lavere renter på kapitalmarkederne.

»Mere end noget andet har vi brug for en politisk union«, sagde Angela Merkel i juni til det tyske tv-selskab ARD. »Det betyder, at vi skridt for skridt i processen må afgive mere magt til EU og give EU flere tilsynsmuligheder«.

Mener hun det? Formentlig! Hendes politiske karriere er ifølge Langguth ét langt opgør med faderen, der var evangelisk præst, men totalt filtret ind i DDR-systemet. Som voksen har hun set muren falde og en verdensorden styrte i grus for at genopstå som noget bedre, trods store omkostninger.

Der er intet, der tyder på, at hun frygter store forandringer. Og med en befolkning, hvor 2/3 af vælgerne ser eurokrisen som landets største problem, bliver hun nødt til at tænke en langsigtet Europa-politik med ind i sin forberedelse af forbundsdagsvalget 2013.