NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
EU-samarbejdet, som vi kender det, er nået til vejs ende. Euroen mangler støtte fra politiske institutioner. Velfærdsstaten er truet.
Enten vender vi tilbage til de nationale valutaer, eller vi danner en virkelig politisk union.
Sådan lyder, i den helt korte version, budskabet fra den indflydelsesrige tyske samfundsdebattør Jürgen Habermas, hans kollega Julian Nida-Rümelin og økonomen Peter Bofinger.
Noget mere udførligt blev problemstillingen ridset op i Frankfurter Allgemeine Zeitung den 3. august med godt 2000 borgerlige tyske ord. Kronikken fik stor opmærksomhed – i hvert fald i Tyskland.
Opmærksomheden om kronikken skyldes tre ting:
Den er skrevet som et oplæg til de tyske socialdemokraters valgkampagne næste år - på invitation af partiformanden Sigmar Gabriel, og sådan bliver den opfattet af de tyske medier.
Den gør op med den i Tyskland dominerende teori kaldet ordoliberalismen, som omtales andetsteds i dette blad.
Ordoliberalismen mener, at penge er »upolitiske». Habermas og hans to medskribenter bryder med denne vante (tyske) forestilling og siger: Penge og pengestrømme kan og må styres politisk.
Den peger på, at det ikke alene er EU, der må lave om på sin gældende grundlov, Lissabon-traktaten, men den tyske grundlov må også ændres, så den tilpasses de foreslåede forandringer på EU-niveau.
»Det kan ikke udelukkes at Forfatningsdomstolen vil gribe initiativet fra de politiske partier og kræve en folkeafstemning om en ændring af forfatningen. Det ville indebære, at partierne ikke længere kan undslå sig fra at tage stilling til de forskellige alternativer, som de hidtil har holdt skjult«, skriver de tre.
Hvis euro-landene skal hæfte fælles for hinandens gæld, eller dele af den, vil det kræve en fælles kontrol med statsbudgetterne, herunder skatterne.
Det er i dag ikke tilladt, – hverken i EU-traktaten eller i den tyske grundlov.
Derfor må såvel traktaten som grundloven ændres, og begge to underkastes samtidige folkeafstemninger, mener Habermas, Nida-Rümelin og Bofinger. Disse folkeafstemninger skal dog først finde sted efter udgangen af den kommende valgperiode (2013-2017). u
Dagbladet Politiken publicerede en noget nedkortet oversættelse den 18. august. Den fulde version vil kunne findes på www.notat.dk. Se under »Skrifter / Skrifter til Download«.)
Den nuværende krise er ikke en euro-krise. Euroen har vist sig at være en stabil valuta. Krisen er heller ikke en særlig europæisk gældskrise. Sammenlignet med USA og Japan har EU – herunder euro-zonen – den laveste gæld af de tre. Krisen er en re-finansieringskrise for enkelte lande i euro- zonen, og skyldes primært utilstrækkelig institutionel støtte til den fælles valuta.
Der er kun to sammenhængende strategier for at møde den nuværende krise: en tilbagevenden til nationale valutaer i EU, hvilket vil udsætte hvert enkelt land for de uforudsigelige følger af de spekulative valutamarkeder, eller en institutionel konsolidering af en fælles økonomisk politik, finanspolitik og socialpolitik inden for euro-zonen, med det langsigtede mål at lade lovgiverne generobre de tabte muligheder i forhold til markedet på et transnationalt niveau.
Europas folk må lære, at de kun kan bevare velfærdsstatens samfundsmodel og forskelligheden mellem nationalstaternes kultur ved at samle kræfterne og arbejde sammen. De bliver nødt til at dele ressourcer, hvis de ønsker at udøve nogen som helst indflydelse på den internationale dagsorden og løsningen af de globale problemer. At opgive europæisk forening nu vil være at forlade verdensscenen for altid.