ARTIKLER


Så tysk er den italienske bankchef

I Tyskland optræder chefen for Den Europæiske Centralbank med pikkelhue – som udtryk for et tysk domineret Europa?
Af Staffan Dahllöf
1. august 2012

Da den italienske økonom og bankmand Mario Draghi i efteråret 2011 blev udnævnt til at lede den Europæiske Centralbank ECB, lød den tyske avis Bild til at være bekymret.

»Ironisk nok en italiener. En fra landet med den gamle lire med latterligt mange nuller bag”, hed det dengang.

Nu er det hele vendt om: I den evigt tilbagevendende diskussion om et europæisk Tyskland eller et tysk Europa forsikrer Bild nu sine opskræmte læsere: Draghi er en rigtig guttermand. Han er (næsten) en rigtig tysker; opdraget på en jesuiterskole, og med bjergvandring som hobby.

For at skære det ud i avispapir blev Draghi ved hjælp af lidt fotomontage udstyret med en god gammeldags pikkelhue af preussisk model. Men blev Draghi fornærmet? Overhovedet ikke:

»Jeg kan virkeligt godt lide det billede«, siger Mario Draghi et halvt år senere i et interview med Bild. »Det preussiske er et godt symbol for ECB’s vigtigste opgave; at fastholde prisstabilitet og beskytte de europæiske sparere«.

Draghi pludrer videre til Bilds fornøjelse:

»Tyskland er et godt eksempel. Den gamle europæiske velfærdsmodel er i virkeligheden død, fordi den ikke kunne udvikles uden at stifte gæld. Men Tyskland har genopfundet modellen – nu uden overdreven gældssættelse«.

Bladet spørger med henvisning til de milliardbeløb, ECB har stillet til rådighed for bankerne til en meget lav rente: Nu gør bankerne vist en god forretning, ikke sandt?

»Pengene fra ECB er kommet til de rigtige steder. I Tyskland alene deltog 460 banker i kampagnen, Det var ikke kun de akutte nødlidende pengeinstitutter, men også mange, mange af de små«, svarer Draghi.

Også chefen for den tyske forbundsbank Jens Weidmann har kommenteret billedet. I et læserbrev til amerikanske Time skriver han:

”Mens Mario virkelig kunne lide fotomontagen, som han for nylig indrømmede i et interview, så giver billedet et ensidigt indtryk af hans personlighed. Faktisk blander han engagementet hos en centralbanksembedsmand med en god dosis af pragmatisme”, forsikrer Weidmann.

Herefter er der kun at påpege, at pikkelhuen ikke er af rent preussisk oprindelse, som vi alle sammen måske går og tror.

Faktisk blev den spidse hjelm frembragt af den kejserlige russiske materielforvaltning omkring 1840 og fremvist ved kongen af Preussens (Frederik Wilhelm IV) statsbesøg. Den preussiske konge lod sig straks inspirere af den fremviste model, som var særligt egnet til at modstå sabelhug ovenfra og bagfra.

Til gengæld viste pikkelhuen sig, at være elendig som beskyttelse mod granatsplinter og kugler. Den blev fra 1916 erstattet i de tyske enheder af den næsten lige så karakteristiske stålhjelm med forlænget kant i nakken. Men den model bliver Draghi kun udstyret med i de græske aviser. Ikke i Bild.