Spekulationens månemænd

Vi skal tænke mere over, hvad penge er, hvad de betyder og over, hvem der producerer dem. Det mener pengesociologen Ole Bjerg er den vigtigste lektion i den nuværende krise.
Af Rasmus Nørlem Sørensen
13. april 2012

»Jeg savner nogle politikere, der ser krisen som en enestående mulighed for at skabe noget nyt. Det er jo ikke sådan, at vi havde et perfekt økonomisk system indtil 2008, hvor det så brød sammen. Vi havde et system, der producerede en masse problemer. Ulighed, klimaproblemer og alt for meget vækst. Der savner jeg, at man politisk er i stand til at sige: Kan vi formulere nogle positive ting, der kan ligge på den anden side af et kollaps?«

Ole Bjerg er den helt rigtige person at snakke med, hvis man interesserer sig for, hvad der er op og ned i den økonomiske krise. Han interesserer sig levende for, hvad penge egentlig er for en underlig størrelse, og han kan se en lang række demokratiske problemer i den måde, vi tænker økonomi, penge og finanspolitik i dag. Ikke mindst i eurodebatten.

Et politisk spørgsmål

Penge skal være et politisk spørgsmål. Det er et gennemgående tema da NOTAT møder Ole Bjerg i hans lejlighed på Nørrebro. Den sikre hverdagserfaring af, at penge da bare er penge, er begyndt at smuldre, da vi kommer ind på den tidligere græske premierminister:

»Da Papandreou varslede en folkeafstemning om EU's spareplaner, så blev jeg helt sådan... yes, fedt, altså. Det tankevækkende var, at Merkel og Sarkozy faktisk blev ægte overraskede. Ofte har man en fornemmelse af, at politikerne har forudset de mulige udfald. Her blev det ikke A eller B, men noget helt syttende – det var helt uden for. Det, der kom bag på dem, var, at han insisterede på at politisere noget, som de betragtede som apolitisk og nødvendigt.«

Penge er ikke hvad de har været

Forløbet siger noget om, at der er sket en drastisk ændring af vores pengesystem i de seneste år. Hvor staten tidligere havde monopol på at udstede penge, er det nu blevet normalt, at bankerne sender penge ud i samfundet i form af lån. Kreditpenge, kalder Ole Bjerg dem.

»Hvis man går 40 til 50 år tilbage, så var produktionen af penge og priserne på penge underkastet en langt større statslig og demokratisk kontrol: Det var op til staten at sige, hvor mange penge, skal der være i samfundet, hvornår skal vi hæve og sænke renten. I takt med, at man har overlagt pengeproduktionen til bankerne, så har man også overleveret denne her kontrol med pengene.«

Månen vokser

Pengesociologen fremmaner et billede af staten som jorden og de finansielle institutioner som månen. Sådan plejede det at være, men tingene har ændret sig.

»Der er blevet pumpet så mange kreditpenge ud i økonomien, at det nu er den politiske jord, der drejer rundt om den finansielle måne. Se på hvordan den Europæiske Centralbank (ECB) – og EU i det hele taget – forsøger at intervenere i økonomien på en måde, der gør, at de finansielle markeder genvinder tilliden til Italien, Grækenland og de andre. Det er jo ikke sådan, at ECB siger, at så sætter vi bare renten til det her, eller printer nogle flere penge. De skal have de finansielle markeder med på spøgen. De har gjort sig afhængige af dem. Man skal gøre sig lækker for dem. Det er jo en kæmpe omvæltning.«

»Det bliver helt bizart, når man siger, at man er bange for, at de private kreditvurderingsbureauer skal ændre Tysklands AAA status. Hvis de gør det, kan det have kæmpe konsekvenser for hele Europa. Det er vanvid!«

Lokale alternativer

For mange forskere stopper interessen for deres felt ved analysen, men Ole Bjerg er også i høj grad optaget af, hvad man kan gøre rent praktisk. Blandt andet har han været med til at formulere et projekt, der går ud på at indføre en lokal møntfod på Jægersborggade i København. Pengene skulle, med henvisning til finanskrisens første offer, skæres i islandsk drivtømmer og udsmykkes af lokale kunstnere.

Lokal valuta på Jægersborggade – hvad går det ud på?

»For det første går det ud på overhovedet at få folk til at stoppe op og tænke: ”Hold da op, det var godt nok nogle mærkelige penge”. Så køber de en kop kaffe, og så tænker de: ”Det virker – det var da underligt”. Og så tænker de måske det samme om almindelige penge. Og hvad så med dem i banken? Målet er at få sat gang i en refleksion over, hvad penge er.«

Det er også Ole Bjergs opfordring til Occupy-bevægelserne. Lav jeres egne Occupy-penge! Han ser det som en oplagt mulighed for at gøre kritikken af finanskapitalismen konkret.

Euroen i krise

Hvad mener du om Euroen, der jo er alt andet end en lokal valuta?

»Med Eurokrisen har man fået det fremstillet som om, at hele Europa er i samme båd, og at vi alle sammen taber, hvis Euroen bryder sammen. Det tror jeg ikke en skid på. Jeg tror, at der er nogle klasser i Europa, der vil tabe på det. Men der kan meget vel være nogen, der vinder på det. Det kunne for eksempel være udkantsområderne.«

Ole Bjerg sammenligner udviklingen i europrojektet med at køre i en bil med 80 km/t og så kunne høre ting, der rasler, og mærke forhjulet slingre. Og så sætte farten op til 130 km/t i håbet om, at det vil få problemet til at forsvinde.

»Nu sætter vi farten op, nu begynder vi at skabe en fælles skatte- og finanspolitik. Der tænker jeg, hold da op, det er godt nok dristigt. Jeg er meget skeptisk over for den her løsning. Der har vi i Danmark – vi er en meget åben eksportøkonomi – nogle muligheder for netop at gå forrest. Til at blive et sted, hvor politiseringen af pengene og åbningen over for alternativer faktisk kunne komme fra det politiske system. Hvor man ikke bare lader folket stå alene med kritikken. Kunne vi finde nogle andre løsninger?«

Folkets bank

En løsning kunne være et opgør med det penge- og banksystem, vi har i dag. For eksempel ved at etablere en offentligt ejet bank.

»Jeg synes, det er bizart, at privatpersoner kan låne penge til staten ved at købe statsobligationer. Men vi kan ikke låne penge af staten. Bankerne får reelt et kæmpe statstilskud ved, at de har adgang til meget billige lån fra nationalbanken. Hvorfor skal vi have den løsning? Det har på et tidspunkt været sådan, at den private banksektor gav mening. Hvor de her kreditpenge har været et supplement til statspengeproduktionen. Men nu er bankpengene det dominerende. Så har den bankmodel måske udspillet sin samfundsnyttige rolle.«