To-delt arbejdsmarked rammer de unge

Analytikeren Niels Ploug ser på arbejdsløsheden i Europa.
Af Ole Aabenhus
20. juli 2012

De super-høje ledighedstal for unge kommer i lande, hvor man har et to-delt arbejdsmarked – ét for dem, der allerede er »inde« på arbejdsmarkedet og et for »resten«, mener en internationalt kendt dansk ekspert, Niels Ploug fra Danmarks Statistik.

Er man »inde« og har fået fast arbejde, kan man stort set ikke afskediges, og man har nogle ansættelsesvilkår, der minder meget om det, vi i en dansk sammenhæng kunne kalde »tjenestemandslignende« forhold, forklarer Niels Ploug. Det er en meget hård procedure at gennemføre en afskedigelse, og der er meget lange opsigelsesvarsler.

Stiger ledigheden, rammer den først og fremmest dem, der er på vej ind på arbejdsmarkedet, men endnu ikke er blevet en del af »insider-gruppen« – »og det er jo typisk de unge«.

»Nu er det sådan, at jeg engang om året er nede at undervise i velfærdsmodeller og arbejdsforhold på et universitet i Barcelona – veluddannede folk, der er på vej til at tage en samfundsvidenskabelig uddannelse«, fortæller Niels Ploug.

»Sidst jeg var dernede, i november sidste år, var det tydeligt, at de var helt frustrerede.

De syntes, de havde gjort det, der var blevet sagt. De havde kvalificeret sig og taget en uddannelse, der var international orienteret, deres undervisning foregik på engelsk, og de havde lærere fra hele verden, – og de måtte se i øjnene, at deres mulighed for beskæftigelse inden for deres fagområde var meget, meget lille.

– De ældre havde jobbene, og der var hverken rotation eller dynamik på arbejdsmarkedet«.

Tyskland: Unge i risikozonen

Det to-delte arbejdsmarked har man stort set i hele Sydeuropa. Men det findes også i Tyskland, forklarer Niels Ploug. Og det bekymrer ham:

»I Tyskland har man forsøgt med nogle arbejdsmarkedsreformer, – Hartz 1, 2, 3 og 4 – hvor man har oprettet en gruppe af job med en arbejdstid på 12 timer ugentlig eller derunder, og så har man besluttet, at personer i den gruppe ikke er omfattet af den sociale beskyttelse i form af lange opsigelsesvarsler, som de øvrige på arbejdsmarkedet er. De er heller ikke omfattet af de sociale ordninger, som pensionsordninger, sygeforsikring osv.

Tanken bag er, at man gennem et deltidsjob skal kunne opnå nogle kvalifikationer, der kan bringe én videre ind i mere stabile job på arbejdsmarkedet.

Hvis man kigger på de empiriske resultater, så har det skabt et større antal job. Men når jeg spørger mine tyske kolleger, så svarer de enten, at det ikke fører folk ind i stabile job i noget stort omfang, eller også siger de, at de ikke ved det.

Sagen er, mener jeg, at det aldrig kan være hensigtsmæssigt at etablere sådan et tosporet arbejdsmarked – et for dem med fuld tid og så et andet med helt andre ansættelsesmæssige vilkår«.

Tabt på gulvet

Vi har lande med over 50 procent ledighed blandt de unge. Risikerer vi at få nogle generationer, der er tabt på gulvet?

»Ja, det er helt sikkert. Man får nogle unge, der både er skuffede og frustrerede, og som har meget, meget svært ved at komme i arbejde. Og samtidig sender man et signal til de unge, der nu befinder sig i folkeskolen eller gymnasiet om, at det ikke kan betale sig at få en uddannelse, for det, du skulle få ud af uddannelsen – et fast job med en rimelig løn – det opnår du ikke, så du kan lige så godt lade være. Det er rigtig, rigtig uheldigt«.

Danmark

I Danmark er situationen anderledes, mener Niels Ploug. Vi har ganske vist også en ungdomsarbejdsløshed, der ligger over den generelle ledighed. »Men erfaringen viser, at alle der har en kompetencegivende uddannelse kommer i relativ stabil beskæftigelse på et eller andet tidspunkt. I Danmark betyder stigende ledighed for de nye, der kommer ind på arbejdsmarkedet, at der går længere tid, før de får deres første job«.

»En af de ting, der er særlig ved det danske arbejdsmarkedssystem er, at der ikke er nogen forskel på de løn- og arbejdsvilkår, man har som deltidsansat eller som fuldtidsansat. Det gælder bl.a. fordi social sikring er noget, man får via staten. I andre lande taler man om »atypisk arbejde«, – og det behøver ikke at være mere atypisk, end at man ikke er ansat på fuld tid. I samme øjeblik, man er »atypisk«, optjener man ikke ret til sygedagpenge, til arbejdsløshedsforsikring eller pension«.

Kan man eksportere det danske system?

Næppe, mener Niels Ploug. Det arbejdsmarkedssystem, vi har, går tilbage til 1960’erne og blev reformeret i 1990’erne. Og det er ikke sådan lige at konstruere. »Når det lykkedes, var det fordi vi havde 15 års erfaring med noget, der ikke virkede. Man prøvede alt muligt fra 1975, da ledigheden var steget – ungdomsgarantier, nedsat moms, devalueringer og jeg ved ikke hvad, og det så jo ikke ud til at løse problemet«. Vendepunktet kom, da man indførte »den individuelt tilpassede indsats«, hvor konsulenterne i arbejdsformidlingssystemet skulle tale grundigt med hver enkelt og finde ud af, hvad det var, der kunne bringe dem videre på arbejdsmarkedet.

»Det kræver et system med en ret høj kompetence, og det havde vi i Danmark, fordi der siden 1975 var brugt ganske mange ressourcer på at opruste arbejdsformidlingssystemet, jobkonsulenter og alt muligt af den slags. Og så fandt man ud af, efter 1993, at bruge det bedre – bestemt bedre – end man havde gjort tidligere«.

Så vi har haft en heldig situation efter at have klumret i 15 år?

»Det mener jeg helt bestemt. Rigtig meget af det, der er gået godt i Danmark, er måske mere held end forstand«.