ARTIKLER


Tomme overskudslagre giver tomme maver

18 millioner europæere overlever på fattighjælp fra EU. Hjælpen kom oprindeligt fra overskudslagre, men de er væk nu. Alligevel er der flertal i EU for at forlænge ordningen. Det danske formandskab er imod, men ser ud til at komme i mindretal.
Af Signe Cecius Larsen Pejstrup
17. februar 2012

18 millioner europæere overlever på fattighjælp fra EU. Hjælpen kom oprindeligt fra overskudslagre, men de er væk nu. Alligevel er der flertal i EU for at forlænge ordningen. Det danske formandskab er imod, men ser ud til at komme i mindretal.

EU's landbrugsstøtte har tidligere medført en stor overproduktion af landbrugsvarer, ofte beskrevet som smørbjerge og kornbjerge. Siden 1987 er fødevarerne blevet omfordelt igennem nationale humanitære organisationer som led i et fødevareprogram til Europas fattigste.

I 1990'erne blev landbrugsstøtten reformeret, overproduktionen mindsket, de berømte overskudslagre tømt, og fødevareprogrammet har været nødt til at opkøbe fødevarer på det åbne marked for at dække behovet. Ifølge EU-Parlamentet er der i dag 18 millioner europæere i 20 forskellige lande, der er afhængige af EU's fødevarehjælp.

Der er ikke kommet færre fattige europæere i takt med, at smørbjergene er skrumpet ind. Tværtimod. EU bruger årligt 3,7 milliarder kroner på at vedligeholde hjælpen gennem programmet, som ikke længere efterlever sit eget princip om kun at omfordele overskydende fødevarer.

Den ekstra udgift og den centrale omfordeling til de sultne maver er blevet kritiseret fra flere vinkler og EU-Domstolen fastslog sidste år, at programmet kun har ret til at køre med omfordeling af overskudsproduktion - uden opkøbte fødevarer.

Hvad så nu?
Onsdag den 15. februar blev der indgået en redningsplan gennem et forlig mellem repræsentanter for Rådet og for EU-Parlamentet, som redder ordningen i yderligere to år ved hjælp af fortsat støtte fra landbrugsbudgettet.

Dermed undgår man at de fattige europæere, der nyder godt af den gratis mad, risikerer at komme i klemme før udgangen af 2013.

Parlamentets Landbrugsudvalg taler for, at fødevareprogrammet skal fortsætte med at levere fattighjælp - også efter 2013. Andre ønsker ikke denne type omfordeling på europæisk plan.

Danmark er i mod at blande socialpolitik med landbrugspolitik, og den danske fødevareminister Mette Gjerskov (S) beklager aftalen om at udskyde afviklingen af fødevareprogrammet.

Omvendt har blandt andet Frankrig - hvor der er præsidentvalg i maj- juni - interesse i, at opretholde ordningen med fattighjælp via landbrugsstøtten. Præcis hvad der kommer til at ske med fødevareprogrammet og de fattige europæere efter 2013, er stadig åbent.