Tæskeholdet, der vælter de valgte

En lille elite mener, at der er for mange spillere til at træffe de nødvendige beslutninger hurtigt nok.
Af Michael B. Lauritsen
15. april 2012

EU har et demokratisk problem. Der er for mange spillere til at træffe de nødvendige beslutninger hurtigt nok i forhold til markedet. Det mener i hvert fald en lille europæisk elite, der i efteråret 2011 sammen sætter sig for at gennemføre en række nødvendige beslutninger hurtigt. De har ikke brug for, hvad den danske EU-debattør Marlene Wind nyligt har kaldt »den evindelige rundbordssnak om EU's såkaldt demokratiske underskud«.

1. Frankfurtergruppen

Den såkaldte Frankfurtergruppe omtales af det engelske tidsskrift Spectator som »Europas tæskehold', og de har allerede vist resultater. For nok er det markedet, der har været hovedkraften bag regerings-ledernes fald i Italien og Grækenland, men gruppens medlemmer har i høj grad spillet rollen som bødler.

Frankfurtergruppen dannes, da Tysklands kansler Angela Merkel samler en eksklusiv gruppe af EU's valgte og ikke-valgte ledere. Det sker den 19. oktober i Frankfurt, i anledning af, at Mario Draghi overtager posten som direktør for Den Europæiske Centralbank (ECB). To uger senere, ved G20-forhandlingerne i Cannes, bærer de badges med påskriften »GdF« – Groupe de Francfort.

I Merkels tale på mødet, siger hun: »Handlemulighederne og EU-institutionerne har vist sig for komplicerede og langsomme. Hvis vi skal gribe krisen som en mulighed, må vi være forberedte på at handle ukonventionelt og hurtigt.«

Frankfurtergruppens kernemedlemmer er Mario Draghi, italiensk nationalbankdirektør, fra 1. nov. 2011 direktør for ECB, Christine Lagarde, ny chef for Den Internationale Valutafond (IMF), Herman van Rompuy, EU-præsident, José Manuel Barroso, Kommissions-formand, Olli Rehn, EU-kommissær for økonomiske og monetære anliggender, Jean-Claude Juncker, Luxembourgs regeringsleder, formand for Eurogruppen, Nicolas Sarkozy, Frankrigs præsident, og Angela Merkel, Tysklands kansler

2. Dødsstødet til Berlusconi

Søndag den 23. oktober, på et pressemøde i Bruxelles, karaktermyrder Merkel og Sarkozy den italienske regeringsleder Silvio Berlusconi. Da de bliver spurgt, om de stadig har tiltro til Berlusconis krisestyring, giver de sig til at fnise i kor og får det samlede pressemøde til at bryde ud i latter.

To dage senere giver Italiens afgående nationalbankdirektør Draghi sit bidrag til det offentlige billede af Berlusconi med ordene:

»Italiens særlige udsathed har nationale rødder: statsgældens høje niveau, tvivlen om udsigten til vækst i vores økonomi, og usikkerheden omkring og forsinkelsen af de tiltag, hvormed ubalancerne skal rettes og væksten fremmes.«

Under G20-forhandlingerne i Cannes bliver der 3. november afholdt særskilt krisemøde om Italien med bl.a. Merkel, Sarkozy, og Barack Obama, hvor Berlusconi presses for konkrete reformtiltag.

Dagen efter sender kommissær Olli Rehn et brev til Berlusconis finansminister med 39 uklarheder i forhold til italienske reformer, som han kræver afklaret. Brevet bliver senere lækket og offentliggjort i medierne. Renten på Italiens statsobligationer stiger støt.

Eksplosiv rentestigning

To afgørende stød følger, fra henholdsvis IMF og ECB.

Under G-20 forhandlingerne bebuder den nye ECB-direktør Draghi den 3. november, at centralbanken ikke kan tvinges til støtteopkøb af italienske statsobligationer. Og fra mandag den 7. november halverer centralbanken støtteopkøbene i forhold til ugen før!

Parallelt med dette presses Berlusconi til at acceptere kontrolbesøg fra IMF, helt på linje med de inspektioner, som Portugal, Irland og Grækenland allerede er underlagt, selvom Italien i modsætning til disse lande ikke har ansøgt om lån fra IMF.

Mellem 3. og 9. november stiger Italiens 10-årige obligationsrente eksplosivt fra 6,19 % til 7,25 % og gennembryder således det loft, som tidligere har udløst redningspakker til Irland, Portugal og Grækenland.

Den 8. november mister Berlusconi sit flertal efter 17 næsten uafbrudte år ved magten. Præsident Napolitano udnævner den tidligere EU-Kommissær Mario Monti som livstidssenator, og mandag den 14. november tiltræder Monti som leder af en ny Italiensk regering bestående af teknokrater.

3. Papandreou skiftes ud

Også Grækenland får ny regering i starten af november.

Det starter med, at Grækenlands regeringsleder George Papandreou mandag den 31. oktober bebuder, at den redningspakke med nedskæringer, som han er blevet enig med EU om, sendes til folkeafstemning i december.

Det medfører en øjeblikkelig »invitation' til G20-forhandlingerne i Cannes, hvor Merkel og Sarkozy gør klart for Papandreou, at en folkeafstemning reelt bliver en afstemning om græsk euromedlemskab, og at et negativt svar betyder stop for penge fra EU.

Barroso skærper situationen med udmeldingen om, at Papandreou-regeringen bør sættes ud af spillet og erstattes med en samlingsregering ved weekendens slutning, hvis Grækenland ønsker at modtage den næste rate på 8 mia. euro af EU-IMF gældspakken.

Torsdag den 3. november lover Papandreou, at han alligevel ikke vil sende redningspakken til afstemning. Søndag den 9. meddeler han sin tilbagetræden til fordel for Lukas Papademos, tidligere vicechef i Den europæiske Centralbank, der skal lede en national samlingsregering.

Den 21. september taler Barroso ved siden af ny(ud)valgte Papademos, og konstaterer, at eurozonens krise er så alvorlig, at der ikke længere er tid til »politiske lege«.

4. Læren fra Sócrates's endeligt

Allerede før Frankfurtergruppens opståen er ECB involveret i et regeringsskifte med ukonventionelle midler. Antonio de Sousa, chefen for Portugals bankforbund, hævder nemlig, at han i marts 2011 får klare instruktioner fra både Den Europæiske Centralbank og Portugals Nationalbank om at stoppe opkøb af portugisiske statsobligationer. Dette i en tid, hvor Portugal i høj grad har behov for støtteopkøb, idet renten på statsobligationerne er stigende.

Støtteopkøbene skulle stoppe rente-flugten, reducere Portugals samlede gældsbyrde, og gøre det lettere for Portugal at få nye lån.

Men samtlige portugisiske banker annoncerer i marts 2011, at de stopper deres opkøb af portugisiske statsobligationer, medmindre ministerpræsident José SÛcrates vælger at tage den redningspakke fra IMF og EU, som han indtil da har kæmpet hårdt for at undgå, idet redningspakken ledsages af hårde nedskæringskrav.

Uden bankernes støtte må SÛcrate-s ansøge om hjælpen. Han bliver som forventet nedstemt, da han prøver at få sparekravene igennem parlamentet, hvorefter hans mindretalsregering øjeblikkeligt falder. Den konservative regering, der tager over efter ham i juni, gennemfører efterfølgende strengere nedskæringer end dem, de netop har nedstemt.

Den irske regerings fald i september 2010 fulgte også i hælene på en redningspakke med tilhørende nedskæringer. Også i Irlands tilfælde blev regeringen presset til at acceptere redningspakken.

Forbindelsen til Goldman Sachs

Det er måske et tilfælde, men det ligner en tanke, at så mange af dem, der rekrutteres til nye stillinger i euro-toppen, kommer fra eller har nære kontakter til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Samme firma hjalp som rådgiver den grækse regering med at sminke statsregnskabstallene, da landet skulle optages i euroen.

Mario Draghi arbejdede før sin tiltræden som diektør for den italienske nationalbank. Før dette arbejdede han som næstformand og administrerende direktør for Goldman Sachs International (2002-2005) og før dette for Verdensbanken.

Lukas Papademos arbejdede fra 2002-2010 som vicechef for Den Europæiske Centralbank. Før dette var han direktør for den græske nationalbank, hvor han dirigerede indførelsen af euroen – og angiveligt også sminkningen af den græske gæld i tæt samspil med Goldman Sachs.

Mario Monti sad fra 1995-2000 som EU-kommissær først med ansvar for det indre marked, siden for konkurrence. Han har siddet centralt i en række tænketanke og som rådgiver for Coca Cola og investeringsbanken Goldman Sachs.