NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Efter EU-Domstolens begrænsninger af strejkeretten i Viking- og Laval-sagen i december 2007 fik den tidligere EU-Kommissær Mario Monti til opgave at give et bud på den fremtidige retstilstand.
Resultatet blev et forslag til EU-lov, en »strejkeretsforordning». Den blev noget misvisende kaldt Monti II, fordi ophavsmanden i 1998 – efter at franske lastvognschauffører havde blokeret landeveje i månedsvis – lagde navn til en klausul om, at strejkeretten gælder, men at forstyrrelser i den frie bevægelighed straks skal indberettes af medlemslandene til Kommissionen i Bruxelles.
I 1998 kom Mario Monti til at fremstå som strejkerettens forsvarer. Det gør han ikke længere.
Til gengæld eksisterer hans forslag heller ikke længere. Det blev taget af bordet den 11. september i år af den ansvarlige kommissær László Andor.
Muligheden går ud på, at hvis mindst en tredjedel af de nationale parlamenter erklærer, at de finder et lovforslag i strid med nærhedsprincippet, skal Kommissionen overveje, om forslaget helt skal droppes. Det kaldes ofte »Early Warning» artiklen, fordi Kommissionen skal udsende et lovudkast til medlemslandenes parlamenter og give dem 60 dage til evt. protest, før forslaget formelt kan fremsættes.
Mindre havde også kunnet gøre det. Forslaget skulle vedtages enstemmigt, fordi strejkeret ikke er noget, som EU har mandat til at beslutte. I den slags tilfælde kan Ministerrådet bruge den såkaldte gummiparagraf (artikel 352). Men så skal der være enighed rundt om bordet. Det var der ikke. Derfor var forslaget på forhånd dømt til at falde.
Todd siger, at Kommissionen »opfordrer medlemsstaterne til nøje at holde forbindelse med hinanden i tilfælde af alvorlige handlinger eller omstændigheder, der enten forårsager alvorlige forstyrrelser af et velfungerende indre marked eller skaber alvorlig social uro«.
Det indebærer, at strejker – lige så snart de kan siges at være til gene for den frie bevægelighed – vil give anledning til at kikke på, hvad der sker i medlemsstaterne, hvor der for tiden er rigeligt både af alvorlige omstændigheder og social uro.