ARTIKLER


5 skarpe til Andrew Duff

Andrew Duff, liberal-demokratisk MEP, Storbritannien


Af Ida Zidore
1. august 2013

 Hvad er de største udfordringer for det europæiske demokrati?

»At bygge mere tillid mellem befolkningen og myndighederne i Bruxelles. Det er især vigtigt lige nu, hvor vi er nødt til at integrere mere og hurtigere. Det indebærer en overførsel af suverænitet, som befolkningen skal inddrages i«.

 

Du har foreslået, at 25 medlemmer i EU-Parlamentet skal vælges på europæisk plan og ikke i et medlemsland. Hvordan skulle det gøre en reel forskel for demokratiet?

»Det ville ændre valgkampen, så visse kandidater ville føre kampagne i alle EU-landene. I øjeblikket fungerer valgkampen som 27 separate, nationale kampagner. Et transnationalt valg ville opildne de europæiske politiske partier og forbinde dem mere til vælgerne«.

 

Skal der foretages andre institutionelle ændringer?

»Ja, selvfølgelig. Kommissionen skal først og fremmest ændres, så den bliver en mere demokratisk ansvarlig og magtfuld regering. Det indebærer en finansminister, der har magt og midler til at føre fælles økonomisk politik. Kernen af euro-krisen er, at ingen har det ansvar«.

 

EU har efter krisen fået langt mere indflydelse på medlemslandene, der jo har meget forskellige politiske og økonomiske behov. Så hvorfor ikke sige, at det er de nationale parlamenter, der skal styrkes og agere vagthunde?

»Jeg tror også godt, de kunne bringes mere i spil. Men langt hen ad vejen har de allerede magt til at kontrollere deres egne ministre. De bruger den bare ikke godt nok, hvilket er et problem. Men jeg mener, det er deres eget ansvar at engagere sig i den europæiske politik og diskurs«.

 

I din seneste udgivelse skriver du, at endnu mere økonomisk integration i EU vil forbedre demokratiet. Hvordan kan du sige det, når befolkningen i Sydeuropa demonstrerer massivt mod netop EU’s økonomiske styring af de kriseramte medlemslande?

»Problemet i de lande er, at de nationale regeringer og partier ikke gennemfører de strukturelle reformer, der kræves. Så bliver skylden altid placeret i Bruxelles«.