ARTIKLER


5 skarpe til Nikolaj Villumsen


Af Ida Zidore
1. december 2013

Hvorfor er du imod en aftale, der ifølge Dansk Industri vil give 15.000 nye arbejdspladser i Danmark?

Fordi jeg frygter, at aftalen vil føre til forringede forbruger-, miljø- og arbejdstagerrettigheder i Danmark. I øvrigt tror jeg – som også EU-Parlamentet har sået tvivl om – det er usandsynligt, at en aftale vil give så mange arbejdspladser.

 

Men når man nu har et EU-Parlament, som skal godkende en eventuel aftale, og som traditionelt er kritiske på især forbrugerområdet, er din bekymring så ikke overdrevet?

Problemet er, at EU-Kommissionen har fået et forhandlingsmandat, som netop åbner op for, at der kan ske forringelser. Så jeg synes, at udgangspunktet er helt forkert. Forhandlingsmandatet er også i strid med det, regeringen lovede Folketinget (da handels- og europaminister Nick Hækkerup fremlagde mandatet mundtligt for Europaudvalget til godkendelse, red.).

 

Men er der ikke nødt til at være en grad af ”give and take”, hvis man vil indgå sådan en handelsaftale?

Jeg siger jo ikke, at der ikke kan være handel. Spørgsmålet er, om en aftale skal være et ræs mod bunden, eller om det skal være et samarbejde, der sikrer minimumsrettigheder. Forhandlingsmandatet, som er blevet lavet bag lukkede døre, peger i en helt forkert retning.

 

En aftale kunne jo ende med, at EU og USA sætter nogle standarder, som er højere end for eksempel udviklingslandenes og dermed hæver de globale standarder. Hvorfor er du imod det?

Problemet er jo, at man lægger op til at gå på kompromis med standarder. Det er i mine øjne en helt forkert måde at gribe det an på. Krisen burde have lært os, at vi har brug for at sætte helt klare minimumsstandarder og sikre ordentlige forhold.

 

Ser du overhovedet nogle fordele ved en frihandelsaftale?

Grundlæggende er der jo ikke noget galt med handel. Problemet med frihandel er, at det er en særlig form for handel, hvor man tilsidesætter ordentlige rettigheder.